I USA var 881.000 nyledige i sidste uge

I sidste uge var der under 881.000 nye ledige i USA. Det er det laveste antal i 24 uger.

Offentliggjort Sidst opdateret

881.000 amerikanere meldte sig som ledige i sidste uge. Det var forventet, at 950.000 ville melde sig ledige, skriver AFP.

Ledigheden faldt samtidig til 9,1 procent.

- I sidste uge var der under en million nye ledige i USA, det er det laveste antal i 24 uger. I løbet af coronakrisen har næsten 60 millioner amerikanere afleveret en ledighedserklæring, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Ledighedsrapporten dækker over gode og dårlige nyheder, siger han.

- Den gode nyhed er, at den samlede ledighed falder. Der er heldigvis flere der vender tilbage i beskæftigelse, end der er nye, der stiller sig op i ledighedskøen, siger Allan Sørensen.

Den dårlige nyhed er, at det ugentlige antal nyledige fortsat er skyhøjt. Coronakrisen har nu hærget i næsten et halvt år, og i alle ugerne har antallet af nyledige været markant højere end under finanskrisen, siger Allan Sørensen.

Under finanskrisen var antallet af nytilmeldte ledige aldrig højere end 665.000 per uge.

Cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank pointerer, at ledigheden fortsat er rystende høj.

- Bider den høje arbejdsløshed sig fast, vil det sætte dybe spor på privatforbruget og øge risikoen markant for et mere langvarigt tilbageslag til amerikansk økonomi. Netop privatforbruget står for næsten 70 procent af den amerikanske økonomi og var med længder den største drivfaktor bag dykket i bnp i 2. kvartal, påpeger han.

- Hertil spiller ny smittespredning en nøglerolle, hvor vi i juni og juli var vidne til ny smitte i flere stater og stedvise nedlukninger. Meget tyder dog på, at man er ved at have kontrol på smittespredningen, som igen er begyndt at tikke ned. Det bidrager til fornyet optimisme sammen med disse dages positive jobtal, siger Jeppe Juul Borre.

I dag er også offentliggjort tal for personer, som melder sig som fortsat ledige. Her falder antallet med mere end 1,2 mio. personer. Det er gode nyheder.

Antallet lyder nu på godt 13,3 mio. mod 14,5 ugen før. Det vidner om, at der trods fortsat mange ledighedstilmeldinger samtidig er mange amerikanere, som kommer i arbejde.