IC4-tog giver DSB milliardminus i 2016
IC4-togene gav DSB et milliardunderskud i 2016. (arkivfoto) Foto: Polfoto/Van Norde Ernst
Polfoto/Van Norde Ernst
Det skandaleramte IC4-tog koster DSB et stort tab i 2016. Uden dem går det fornuftigt, skriver selskabet.
DSB har barberet milliarder af værdien af de skandaleramte IC4-tog, hvilket sender resultatet for 2016 i et stort minus.
Det sker efter beslutningen om at udfase togene, der aldrig virkede som planlagt.
Problemerne med togene har fået DSB til at halvere den værdi, togene var noteret til have. DSB skærer dermed mere end to milliarder kroner af værdien af togene, hvilket sætter sine tydelige spor i regnskabet.
- På grundlag af den opsamlede driftserfaring var det konklusionen, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, idet forbedringsinitiativerne ikke har afspejlet sig i en øget driftsstabilitet.
- IC4-togsæt planlægges alene anvendt i regionaltogstrafikken i modsætning til den oprindelige plan, hvor IC4 skulle anvendes i landsdelstrafikken, skriver DSB om baggrunden for nedskrivningen.
Milliardnedskrivningerne skal lægges oven i de 673 millioner kroner, som værdien af IC4- og IC2-tog blev nedskrevet med i DSB's halvårsregnskab.
Nedskrivningerne giver DSB et underskud på 2,2 milliarder kroner før skat i 2016.
Fraregner man de voldsomme nedskrivninger, gav DSB dog et overskud før skat på 381 millioner kroner, hvilket selskabet anser som tilfredsstillende.
- Samlet set er det en økonomi, der skaber forudsætningerne for, at DSB selv kan finansiere det planlagte indkøb af 26 el-lokomotiver, der skal erstatte de aldrende og miljøbelastende diesellokomotiver og på lidt længere sigt også indkøbet af nye elektriske tog frem mod 2024, skriver DSB i sit regnskab.
Ud over kvalerne med IC4-tog er DSB's 2016 også ramt af den id-kontrol, der er indført på rejser ind i landet ved den tyske og svenske grænse.
Antallet af rejser med fjern- og regionaltog faldt med 2,2 millioner, delvis på grund af kontrollen.
Det vil også ramme i 2017.
- DSB's økonomi er fortsat påvirket af den indførte id-kontrol ved den svenske grænse og grænsekontrollen mod Tyskland, der medfører øgede omkostninger og ikke mindst passageromsætningstab.
- Kontrollen forventes i begge tilfælde forlænget til maj 2017, skriver DSB.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker