Igen salg i lokale sommerhuse

Påskebesøg bekræftede: Der er ny efterspørgsel på fritidhuse - men med forsigtighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nyt liv i handlen med fritidshuse. Det gælder til en vis grad hele landet - men mest Østdanmark og helt specielt Lolland-Falster, hvor blandt andre mæglerkæden Edc melder om “kraftigt stigende salg”.

- I Region Sjælland er der solgt omkring 45 procent flere ejendomme i år indtil nu sammenlignet med samme periode sidste år. Og det er i høj grad trukket af et flot salg i Guldborgsund og Lolland Kommuner, siger Jan Nordmann, kommunikationschef i Edc-kæden.

De lysere tider for det lokale fritidshusmarked blev bekræftet i påskedagene - trods et ustadigt vejr med masser af regn og rusk.

- Men der har bestemt været pæn interesse alle dagene. I øvrigt som det har været tilfældet nogen tid - bortset fra at sneen selvfølgelig lagde en dæmper på aktiviteten. Men interessen har vi kunnet mærke et godt stykke tid, lyder det fra Karsten Børsen, Nybolig Marielyst.

Han konstaterer også, at den nye aktivitet er parret med en solid dosis økonomisk forsigtighed:

- Huse omkring en million kroner og lidt over er efterspurgte. Bliver det meget dyrere, svinder interessen. Generelt ser det ud til, at de fleste købere er folk, som vil have et sommerhus til eget brug. Ikke baseret på udlejning. På den måde er der en vis økonomisk forsigtighed, mener Karsten Børsen.

Efter et - ganske vist behersket - prisfald er det bestemt også muligt at finde rigtigt gode fritidshuse på LF i den omtalte prisklasse. Og her er nok også en vigtig grund til, at netop Lolland-Falster denne gang er i spidsen for et opsving: Prisniveauet her i landsdelen ligger en tak lavere end langt det meste af det øvrige Østdanmark, så det er her, køberne søger hen.