Indbrud i sommerhuset kan koste dyrt

Hvis du ejer et sommerhus og bliver udsat for indbrud, så kan det koste dig dyrt. Især hvis det er flere år siden indboforsikringen er blevet opdateret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos GF Forsikring oplever man flere kunder, der ikke har forsikret sig for den reelle værdi indboet har i sommerhuset, fortæller Lars Saltofte Hansen.

- Flere af vores kunder har anskaffet sig ting til sommerhuset af en højere værdi end forsikringssummen egentlig kan bære. Man har fået fladskærm og designermøbler, men man har ikke sørget for at få opdateret sin forsikringssum, så det vil sige at man kan komme til at stå i en situation som forsikringskunde, at man har flere værdier end man har forsikret sig for, siger han.

- Det kan betyde, at man kun får en delvis erstatning, så man som kunde kan risikere ikke at få den erstatning, der er værdier for i sommerhuset, siger Lars Saltofte Hansen.

Og årsagen til de stigende værdier i sommerhusene hænger sammen med et generelt skifte i måden vi bruger sommerhuset på, mener han.

- Vi bruger mange gange sommerhuset som bolig nummer to. Det vil sige, at vi rykker ud i sommerhuset hele sommeren og bor derude. Og derfor har vi en forventning om, at sommerhuset skal have samme standard som vores almindelige bolig har, så derfor er der også flere værdier ude i sommerhusene i dag, siger han.

Juli måned er - sammen med jul og påske - højsæson for indbrud.