Indsats mod ulovligt arbejde kan indbringe en halv milliard kroner

I en fælles myndighedsindsats er der fokus på ulovligt arbejde blandt andet med snyd i forhold til skatte- og momsregistrering. Erfaringsmæssigt er der særligt risiko for snyd og fejl i byggebranchen, lyder det fra Skatteministeriet. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I 2023 har Skattestyrelsen i mere end 1900 tilfælde fundet fejl eller snyd i skatte- eller momsregistrering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skattestyrelsen udsendte sidste år skatteopkrævninger for omkring 507 millioner kroner efter fund af fejl og snyd på arbejdspladser.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

I alt har Skattestyrelsen sammen med politiet og Arbejdstilsynet gennemført mere end 3300 kontroller i 2023 hos virksomheder med udenlandske arbejdere.

Styrelsen fandt fejl eller snyd i skatte- eller momsregistrering i mere end 1900 tilfælde, hvilket har ført til, at de har kunnet udsende skatteopkrævninger på lidt over en halv milliard kroner.

Det er et rekordhøjt resultat for indsatsen og 60 procent mere end året forinden - 2022.

- Arbejde i Danmark skal følge dansk lovgivning og overholde spillereglerne for det danske arbejdsmarked. Indsatsen mod social dumping går målrettet efter dem, der bevidst snyder fællesskabet, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) i meddelelsen.

- Det rekordhøje provenu viser, at indsatsen gør en forskel, tilføjer han.

Ministeren mener, at resultaterne fra sidste år vidner om, at der fortsat er mange arbejdsplader, der enten begår fejl eller bevidst forsøger at snyde.

- Derfor er der behov for en stærk og vedvarende indsats mod social dumping, lyder det fra skatteministeren.

I indsatsen på tværs af myndighederne har de særligt fokus på brancher, hvor der erfaringsmæssigt er størst risiko for snyd eller fejl på området.

Det gælder særligt byggebranchen, fremgår det af ministeriets pressemeddelelse.

Det er et område, som regeringen i forvejen har i søgelyset.

For halvanden uge siden lød det, at et politisk flertal er enigt om at sætte ind over for brodne kar på byggepladser.

En del illegale, udenlandske byggearbejdere får arbejde i Danmark. Mange bliver lønnet under tariffen, indkvarteret i kummerlige boliger og arbejder under dårlige og ofte ulovlige forhold.

Rockwoolfonden vurderede i 2018, at der var 26.000 illegale indvandrere i Danmark.

/ritzau/