Industrien kom op i omdrejninger i juli

Der var tryk på kedlerne i den danske industriproduktion i juli. Produktionen steg med 3,3 procent i forhold til juni, viser tal fra Danmarks Statistik.

Set over de seneste tre måneder er produktionen dermed steget med næsten fire procent i forhold til de foregående tre måneder. Og det er takket være eksporten.

- Det er først og fremmest en stigende efterspørgsel på de udenlandske markeder, som over de seneste år har holdt industriproduktionen oppe, siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, i en kommentar.

- Men det er værd at bemærke, at der på det seneste også er sket en betydelig fremgang på det hjemlige marked, om end fremgangen kommer fra et lavt niveau, tilføjer han.

Produktionen steg 3,3 procent fra april til maj, men faldt til gengæld 4,9 procent fra maj til juni.

- Tallene for industriens produktion og omsætning skal altid tages med et gran salt, fordi de svinger meget fra måned til måned, siger Helge J. Pedersen:

- På den ene side er det positivt, at omsætningen på hjemmemarkedet er kommet op i tempo. På den anden side er det bekymrende, at ordreindgangen fra eksportmarkederne faldt med næsten 10 procent i juli.

Set over de seneste tre måneder er ordreindgangen fra eksportmarkederne dog steget med 10 procent, mens den fra hjemmemarkederne er faldet med næsten 10 procent.

- Tallene for industriproduktionen blafrer noget op og ned i øjeblikket, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank.

- Under alle omstændigheder kan man med lidt godt vilje stadig se en positiv underliggende udvikling i aktivitetsniveauet. Produktionen er noget større end i starten af året, tilføjer Niels Rønholt.

Han ser indtil videre ingen tegn på, at den svagere udenlandske udvikling har ramt dansk industri nævneværdigt.

/ritzau/

Danske virksomheder havde gang i hjulene i juli. Industriproduktionen steg 3,3 procent i forhold til juni.

Offentliggjort Sidst opdateret