Industriens el- og gasregning ventes at blive fordoblet
Industrien står over for en endnu større regning på gas og el i år end sidste år, estimerer Dansk Industri Energi. (Arkivfoto) Foto: Hauke-Christian Dittrich/Ritzau Scanpix
Hauke-Christian Dittrich/Ritzau Scanpix
De højere el- og gaspriser kommer til at koste industrien samlet 18 milliarder kroner i 2021, viser beregning.
Det er ikke kun de danske husholdninger, der står til en større regning på el og gas i år.
Også virksomhederne i industrien kommer til at skulle betale mere, end de plejer. Det viser nye beregninger fra Dansk Industri Energi.
Samlet ventes industrien at få en regning for el og gas på 18 milliarder kroner i år. Det vil være 9,5 milliarder kroner mere end det seneste normalår 2019.
Forbruget af el og gas vil dermed koste mere end det dobbelte for industrien i år.
- Det er klart, at det er noget, der kan mærkes rundt omkring i virksomhederne, siger Troels Ranis, branchedirektør i Dansk Industri Energi.
Årsagen til den større el- og gasregning skyldes flere ting.
En af de betydelige årsager er, at der er kommet fart på økonomien i verden efter de første coronanedlukninger sidste år.
Det har skabt en ekstraordinær stor aktivitet i industrien og samtidig en stor efterspørgsel på energi.
Det er faldet sammen med et lavt udbud som følge af mindre vind end normalt, mindre nedbør i Norge og et relativt konstant udbud af gas fra Rusland.
- Det er økonomiens grundsætning, der her bliver manifesteret. En stor efterspørgsel og et lavt udbud giver højere priser, siger Troels Ranis.
Branchedirektøren forventer, at virksomhedernes højere el- og gasregning vil kunne mærkes blandt forbrugerne i form af dyrere varer.
- Priserne stiger. Det er den korte besked. Og sådan må det være, når prisen på energi stiger, fordi så bliver det også dyrere at producere.
- Og det sætter sig selvfølgelig i varepriserne, siger Troels Ranis.
Han kan ikke sige, hvor meget eller hvor længe forbrugerne vil kunne mærke de højere priser, da det afhænger af, hvor længe situationen med de højere el- og gaspriser varer ved.
En vej ud af problemet er at øge brugen af grøn energi, mener Troels Ranis.
- Vi har brug for mere vedvarende energi, som kan gøre os mindre afhængige - både af olie og gas og af energiimport.
- Det er den eneste vej frem til at sikre forsyningssikkerheden, så vi ikke får de vilde prisudsving, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde