Inflationen falder en smule i eurolandene
Inflationen i eurolandene udgjorde 10,0 procent i november. Det er en tilbagegang på 0,6 procentpoint.
Tegnene på, at vi har overstået de værste prisstigninger, viser sig så småt i de opgørelser af inflationen, der løbende bliver offentliggjort.
Onsdag meddeler EU-statistikbureauet Eurostat, at inflationen i de lande, der benytter euroen, udgjorde 10,0 procent.
Det er 0,6 procentpoint lavere end det tilsvarende tal i oktober og også lavere, end analytikerne ifølge Bloomberg forventede.
Det følger i kølvandet på et tilsvarende fald i de tyske forbrugerpriser tirsdag.
Det er blandt andet lavere oliepriser, der er en årsag til en lavere samlet inflation. Omvendt stiger priserne på fødevarer fortsat.
Uanset årsagen forventer de fleste økonomer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil fortsætte med at hæve renten, så inflationen kan komme endnu længere ned.
Spørgsmålet er mere, om forhøjelsen bliver på 0,50 eller 0,75 procentpoint.
- Vi hælder til 0,75 procentpoint, men dagens tal vil trække centralbanken i retning af mere moderate 0,50 procentpoint.
- Under alle omstændigheder er det vores vurdering, at kursen er sat mod lidt mindre renteforhøjelser fra ECB, skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, om dagens tal.
Bjørn Tangaa Sillemann, der er senioranalytiker i Danske Bank, skyder på en forhøjelse på 0,50 procentpoint. Til gengæld vurderer han, at inflationen vil være høj en rum tid endnu.
- Der ser endnu ud til at være et efterslæb af omkostninger, som virksomhederne skal have kanaliseret videre til forbrugerne, skriver han i en kommentar
Den såkaldte kerneinflation, hvor man piller prisudviklingen på råvarer og energi ud af beregningerne, holder sig uændret på fem procent.
Den seneste opgørelse af den danske inflation er to uger gammel og viste, at forbrugerpriserne i oktober lå 10,1 procent højere end samme måned i 2021.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker