Inflationen falder mindre end ventet i eurozonen
Torsdagens inflationstal for eurozonen sikrer, at Den Europæiske Centralbank i Frankfurt skal på overarbejde. Der er kurs mod et rekordhøj renteniveau, siger økonom. Foto: Michael Probst/Ritzau Scanpix
De seneste tal for inflationen i eurozonen i februar er skuffende, lyder det fra cheføkonom i Dansk Industri.
Inflationen i eurozonen er i februar opgjort til 8,5 procent på årsbasis, viser tal fra Eurostat. Det er et mindre fald end ventet
Det sender bolden tilbage til Den Europæiske Centralbank (ECB), der ventes på næste rentemøde senere på måneden at sætte renten op.
Inflationen i januar var 8,6 procent i forhold til samme måned sidste år.
- På trods af den faldende inflation, så er det en skuffende inflationsrapport, lyder det fra cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen.
Han noterer sig, at inflationen faktisk er steget lidt i Tyskland, Frankrig og Spanien. Så ECB kan ikke slappe af.
- Det er temmelig sikkert, at vi får en ny markant stigning i renten, når ECB holder rentemøde om 14 dage. Renten bliver formentlig sat op med et halvt procentpoint, og derefter vil der vente yderligere rentestigninger, siger Allan Sørensen.
Men hen ad foråret kan inflationstågen lette, vurderer han. For det var før denne periode sidste år, hvor mange priser blev drevet i vejret af Ruslands invasion i Ukraine.
Rusland angreb Ukraine 24. februar i fjor.
Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, siger, at ECB's ledende rente nu har kurs mod et nyt rekordniveau på fire procent.
Han hæfter sig især ved, at den såkaldte kerneinflation stiger. Det er inflation eksklusive energi og uforarbejdede fødevarer.
- Kerneinflationen stiger i øjeblikket i et bekymrende højt tempo og kan på ingen måde siges at være under kontrol, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned