Inflationen holder sig under to procent efter lille stigning
Fødevarepriser trak den samlede inflation op i oktober. Blandt andet er prisen på smør steget 7,1 procent i løbet af et år. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Højere priser på elektricitet er med til at give lille stigning i inflationen fra september til oktober.
Inflationen steg en smule i oktober og lander på 1,6 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort mandag morgen.
Inflationen betegner stigningen i forbrugerpriserne. I september var forbrugerpriserne 1,3 procent højere end i samme måned året før.
Ifølge Danmarks Statistik kan den lille stigning fra september til oktober tilskrives blandt andet højere priser på elektricitet.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har et mål om en inflation på to procent på mellemlang sigt.
I Danmark fører Nationalbanken fastkurspolitik og sørger dermed for, at den danske kronekurs er fast over for euroen.
Dermed vil inflationen over tid være den samme i Danmark som i euroområdet. Man kan sige, at man i Danmark importerer den prisstabilitet, som ECB arbejder for.
Louise Aggerstrøm Hansen, som er privatøkonom i Danske Bank, pointerer, at mens el- og fødevarepriser trak op, aftog det underliggende prispres.
Kerneinflationen, hvor energi og ikke-forarbejdede fødevarer er trukket fra, er opgjort til 1,5 procent i oktober. I september landede kerneinflationen på 1,6 procent.
Den aftagende inflation betyder blandt andet, at danskernes realløn stiger.
Når lønstigninger ligger over inflationen, kan lønmodtagerne købe mere for deres løn. Det kalder man en stigning i reallønnen.
- Inflationen er stadig langt under den aktuelle lønvæksten -- både i det offentlige og det private. Det betyder, at mange danskere oplever stigende realindkomster for tiden, om end fra vidt forskellige niveauer, skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.
Også fødevarepriserne trak den samlede inflation op i oktober. Sammenlignet med oktober i 2023 lå fødevarepriserne 3,9 procent højere i oktober i år.
Blandt andet har priserne på smør og olivenolie taget et hop, viser tallene. Smørprisen er steget 7,1 procent, mens prisen på olivenolie ligger 34 procent højere.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub