Inflationen i eurozonen steg i december
Rentenedsættelser i foråret er en kende for ambitiøst, siger økonom efter nye inflationstal fra eurozonen.
De lande, som har euroen som valuta, så inflationen vokse mod slutningen af sidste år.
Konkret er den steget fra 2,4 procent i november til 2,9 procent i december. Det bekræfter Eurostat i en opgørelse onsdag.
Fremgangen er dog helt udramatisk, mener Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv.
- Det skal i høj grad ses i sammenhæng med, at energipriserne ikke længere trækker inflationen ned i samme omfang som tidligere, siger han i en skriftlig kommentar.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har kæmpet en lang og sej kamp mod den buldrende inflation, der for alvor fik fat i verdensøkonomien i 2022.
Siden har ECB været flittig til at løfte renten for at få inflationen ned igen.
Foruden udviklingen mod slutningen af sidste år har prisstigningernes hastighed aftaget kraftigt det seneste år.
Derfor har økonomer spekuleret i, om det snart er tid til at sætte renten ned igen.
Konkret forventer de finansielle markeder op mod seks rentenedsættelser i år, hvor den første allerede kan komme i foråret, skriver Tore Stramer.
Men det er en kende for ambitiøst, lyder det.
- Så længe den indenlandske inflation bider sig fast, og økonomien ikke for alvor viser store sprækker, så vil ECB formentlig være varsom med at nedsætte renten for hurtigt.
- Som tingene ser ud nu, så er mulighederne for en rentenedsættelse i foråret begyndt at smuldre, lyder vurderingen.
I Storbritannien er der også kommet inflationstal onsdag.
Inflationen for december blev her opgjort til fire procent. Det er en anelse højere end de 3,9 procent i november.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker