Inflationen i USA landede højere end ventet i februar
Den højere inflation i USA hænger sammen med, at det går godt for landets økonomi, mener cheføkonom.
Inflationen i USA er steget en smule i februar.
Forbrugerpriserne steg på årsbasis med 3,2 procent i februar, hvilket var 0,1 procentpoint højere end i januar.
Inflationen er dermed højere, end mange økonomer havde ventet. Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, er det en dårlig nyhed.
Særligt fordi udviklingen i priserne fortsat ikke er forenelige med de to procent, som den amerikanske centralbank (Fed) sigter efter.
- Det (udviklingen, red.) hænger i høj grad sammen med, at det går ganske godt i amerikansk økonomi. Arbejdsløsheden er lav og beskæftigelsen vokser fortsat solidt, skriver han i en kommentar.
Han hæfter sig særligt ved, at boligmarkedet i høj grad bidrager til den højere inflation.
- Bidraget fra boligposten steg mærkbart i januar, og det fastholdes i denne opgørelse.
- Det i sig selv forklarer 1,9 procentpoint af den nuværende inflation, og hvis det fortsætter sådan, så er der altså ikke plads til, at priserne kan stige andre steder i amerikansk økonomi, siger Søren Kristensen.
I disse måneder er inflationsopgørelserne i eksempelvis USA interessante, fordi det kan give økonomer en fornemmelse af, hvornår det er tid til at sætte renten ned igen.
Både i 2022 og 2023 blev den hævet voldsomt i forsøget på at slå den højeste inflation i flere årtier tilbage.
Søren Kristensen og Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri, er skeptiske over, at en rentenedsættelse i USA kan komme på tale i foråret.
Hos Sydbank og Søren Kristensen hælder man til, at det tidligst bliver til sommer, mens Allan Sørensen er en anelse mere optimistisk.
- Hvis vi er heldige får vi en rentesænkning lige inden sommerferien, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde