Ingeniører tager arbejdet med på ferie

Når ingeniører holder sommerferie, kan de ikke helt slippe kontakten til arbejdet.

En undersøgelse blandt 600 af Ingeniørforeningens medlemmer viser, at hver anden ingeniør tjekker deres arbejdsmails, selv om de har ferie. Og det er kvinderne, der trækker gennemsnittet op, fremgår det af undersøgelsen.

Ingeniørerne giver udtryk for, at det især er smartphones, der gør det sværere at holde fri.

61 procent af de kvindelige ingeniører svarer, at de oftere læser og besvarer mail i fritiden og ferien, efter at de har fået en smartphone. Ifølge undersøgelsen gælder det for 47 procent af mændene.

I forvejen er ingeniører ikke de bedste til at holde ferie. De arbejder i gennemsnit 41 timer om ugen.

Per Højbjerre, der er formand for Ingeniørforeningens Teknologiudvalg, kalder det noget skidt, hvis man ikke sørger for at trække stikket ud ind imellem.

- De nye teknologiske muligheder er en kæmpe gevinst for kommunikationen i hverdagen, men de skal naturligvis ikke udvande grænserne mellem ferie og arbejde, siger han.

- Vi har alle brug for at lade krop og hjerne holde pause, så vi ikke brænder ud. Man skal være bevidst om, at det kan være en glidebane, man har kastet sig ud i, understreger Per Højbjerre.

Også andre grupper på arbejdsmarkedet har svært ved at slippe arbejdet og nyde ferien.

Blandt Nyhedsmagasinet HK's læsere tjekker hver tredje deres arbejdsmail eller -mobil i ferien.

En rundspørge blandt nyhedsmagasinets 600 læsere viser, at 15 procent af mændene og 9,4 procent af kvinderne tjekker deres arbejdsmail eller -mobil ofte eller ligefrem hver dag i sommerferien.

Knap 20 procent tjekker en enkelt eller to gange i ferien.

Det er i strid med ferielovgivningen, hvis en arbejdsgiver kræver, at man kan træffes i ferien på mail eller telefon.

/ritzau/

Grænsen mellem arbejde og ferie udvandes. Hver anden ingeniør tjekker mails i ferien, viser undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret