Investorer venter på Facebooks næste træk
Mark Zuckerberg er blevet mangemilliardær af at have været med til at stifte Facebook. Foto: AP/Eric Risberg
AP/Eric Risberg
Facebook er uovertruffen inden for annoncering. Spørgsmålet er, hvordan selskabet vil fastholde positionen.
Når investorerne onsdag aften dansk tid sidder klar for at skimme Facebooks dugfriske regnskab for 2016 igennem, er det ikke kun de økonomiske nøgletal, der bliver nærstuderet.
Ifølge Peter Garnry, der er aktiestrateg i Saxo Bank, bliver der også spejdet efter pejlemærker for, hvor Facebook er på vej hen.
Blandt andet, om man i højere grad kan kapitalisere investeringerne i de sociale apps Instagram og WhatsApp, som Facebook købte for år tilbage.
- Alle forventer, at Facebook snart har nået kapacitetsgrænsen for antallet af reklamer i brugernes nyhedsfeed.
- Derfor bliver det næste nok at indføre flere annoncer på Instagram eller i WhatsApp og Messenger, hvor der indtil videre ikke har været mange reklamer, siger Peter Garnry forud for regnskabet.
Han vurderer, at Facebooks position på det globale annoncemarked er unik, og der er ingen grund til at tro, at den kan trues her og nu.
Annonceindtægterne har udsigt til at vokse betragteligt de kommende år, i takt med at selskabet også når ud til flere og flere.
- Data tyder på, at deres brugerbase fortsætter med at vokse i takt med, at udviklingslandene bliver ved med at øge deres levestandard.
- Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det traditionelle Facebook kan blive ved med at vokse så kraftigt, men det kan de øvrige sociale medier formentlig, siger aktiestrategen.
Hvor en anden stor it-virksomhed Google for længst er begyndt at brede sig ud over sin oprindelige forretning - søgemaskinen, ser Peter Garnry derimod ingen tegn på, at Facebook går i samme retning lige her og nu.
- Facebook vokser med 45 procent om året. Det er enestående, når man tager selskabets størrelse og likviditet i betragtning.
- Derfor er der heller ikke nogen grund til at kigge andre veje lige nu. Den transformation begynder formentlig først om fem-syv år, vurderer han.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker