Investorerne straffer SAS efter kapitaludmelding
Luftfartsselskabet SAS får en ordentlig lussing på børsen tirsdag formiddag. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
SAS-aktionærer risikerer, at deres aktier ender med at blive udvandet eller helt værdiløse, mener analytiker.
Luftfartsselskabet SAS brager ned på børsen tirsdag formiddag, hvor selskabets aktie falder mere end 12 procent.
Reaktionen kommer på bagkant af en udmelding fra SAS, der vil begynde at rejse yderligere kapital.
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er investorerne nervøse for, at værdien af deres aktier på sigt bliver udvandet eller måske helt værdiløse.
- SAS har gjort det klart, at det ikke er mejslet i sten, at selskabet vil være børsnoteret, når deres konkursbeskyttelsesproces er overstået, siger han.
- Det åbner for, at aktierne ret beset kan ende med at være værdiløse, og det gør naturligvis investorerne nervøse, siger han.
Natten til torsdag meddelte luftfartsselskabet, at det officielt har bedt en amerikansk konkursdomstol om at godkende dets plan om at begynde af rejse ny kapital.
SAS har tidligere oplyst, at det søger at rejse i alt 9,5 milliarder svenske kroner. Det svarer til cirka 6,25 milliarder danske kroner.
Sidste år blev flyselskabet ramt af adskillige kriser.
Blandt andet strejkede piloterne i juli. Strejken varede 15 dage, og den bidrog til, at SAS tabte 1,3 milliarder kroner fra maj til juli.
Imens søgte selskabet konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt chapter 11-proces. Den gør, at en amerikansk domstol kan styre forhandlingerne mellem SAS og dets kreditorer.
Konkursbeskyttelsen tvinger desuden flyselskabet til at offentliggøre sine finansielle tal månedligt.
I slutningen af marts kom det frem, at flyselskabet har tabt 2,4 milliarder kroner i løbet af fire måneder. Det tabte 600 millioner kroner i februar, mens underskuddet lød på 800 millioner kroner i januar.
Fremtidsudsigterne er dog så småt begyndt at lysne for det kriseramte selskab.
I den seneste meddelelse løfter man således sine forventninger til resultaterne på længere sigt. Det gælder både for omsætning og indtjening.
Men ifølge Jacob Pedersen forholder investorerne sig primært til den potentielle udvanding af aktierne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned