Invitation til udlændinge: Få et job - og bliv!

Få et job på Lolland-Falster. Og flyt gerne hertil med hele familien! Sådan kan det komme til at lyde i Polen og Nordtyskland inden for en overskuelig fremtid. Lige nu arbejder landsdelens to kommuner, Lolland og Guldborgsund, sammen med blandt andre erhvervsråd og jobcentre på at få stab-let et konkret samarbejde på benene. Formål: Tiltrækning af arbejdskraft og øget bosætning på Lolland-Falster. I første omgang vil man have belyst, hvordan initiatitivet bedst muligt kan gribes an i praksis. Til det formål skal der laves et grundliggende forarbejde, og begge kommuner - Lolland og Goldborgsund - har netop bevilget deres del af udgifterne til projektet, som ventes at koste cirka 900.000 kroner. Heraf søger man om halvdelen hos Vækstforum Sjælland, der også disponerer resterende Mål 2-midler fra EU.
Baggrunden for initiativet om "hent udlændinge til LF" skal søges i de tørre tal om befolkningsudviklingen. Gennemsnitsalderen i landsdelen er højere end landsgennemsnittet - og for eksempel i Lolland Kommune er gennemsnitsalderen i arbejdsstyrken så høj, at man kan se frem til talrige "farvel-og-tak-og god pension"-receptioner de kommende år. Men der kommer ikke nye til "nedefra" aldersmæssigt i et tempo, som på nogen måde kan erstatte "de gamle".
Uanset hvilke fremskrivninger, man bruger, er facit ens: Landsdelen kommer til at mangle folk både i de private virksomheder og i det offentlige - sundhed eksempelvis. Udenlandsk arbejdskraft er allerede i de senere års højkonjunktur blevet et almindeligt syn på Lolland-Falster. Det gælder eksempelvis i byggebranchen. Men her er den traditionelle model "vandrende" medarbejdere.
Det nye i den planlagte indsats er, at man går efter "stabil arbejdskraft". Læs: Tilflyttere. Og det gælder i øvrigt på en række fagområder - ikke kun i byggeriet.
- Men hvordan griber man det an? Vi har kunnet konstatere, at det faktisk er et område, man ved forbløffende lidt om. Derfor er vi gået i gang med dette prokjekt, som i øvrigt - så vidt vi ved - er det første af sin slags herhjemme, forklarer Steen Frederiksen, projektmedarbejder i Lolland Kommune.
Man satser sideløbende fortsat på at få endu flere ledige i job - blandt andet gennem forbedring og/eller ændring af kvalifikationer - på at "overtale" seniorer til at blive lidt længere på deres job - og på at få unge til at komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet, end tilfældet er i dag. Men behovet for udlændinge vil være der under alle omstændigheder.




Lolland og Guldborgsund Kommune vil sammen med jobcentre og erhvervsråd sætte ind for ikke bare at tiltrække arbejdskraft til landsdelen fra udlandet - man vil også gerne have dem til at blive boende.

Offentliggjort Sidst opdateret