Iran får overvågningsudstyr via Danmark

Israelsk udstyr til at overvåge internettet er solgt videre til Iran via et dansk firma.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Handlen skulle have stået på i årevis. Når varerne ankom til det danske firma, blev mærkaterne pillet af og udstyret sendt videre til en mand kendt som Hossein i Iran.

Udstyr, der kan overvåge trafikken på internettet, er i sagens natur en gave til ethvert styre, der vil inddæmme en kritisk opposition.

Det udstyr, der via Danmark skulle havne i Iran, er kendt under navnet NetEnforcer, produceret af det israelske firma Allot.

Udstyret er ifølge Bloomberg blevet pakket om og solgt videre via Randersfirmaet RanTek, der sælger it-løsninger.

På den måde er det lykkes det israelske firma at omgå de skrappe handelsbegrænsninger, som Israel har med fjendtlige lande som Iran, Syrien og Libanon.

- Det gælder alt. Import, eksport, direkte, indirekte. Et israelsk firma må ikke på nogen måde handle med Iran, siger Gavriel Bar, der er leder af mellemøstafdelingen i det israelske erhvervsministerium, til Bloomberg.

Nyhedsbureauet bygger oplysningerne på tre tidligere ansatte hos Allot. Men den administrerende direktør i firmaet, Jay Kalish, afviser kendskab til sagen.

Han kalder det et "brud på kontrakten", hvis RanTek har solgt produkterne videre.

Det har indtil nu ikke været muligt at få en kommentar fra RanTek.

Der er flere handelsrestriktioner for danske firmaer, der ønsker at handle med Iran. EU har tidligere på året strammet sanktionerne omkring produkter, der kan bruges til intern undertrykkelse.

Men det var fredag ikke muligt at få en vurdering af sagen fra Eksportrådet eller fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.

/ritzau/

Et dansk firma har videresolgt israelsk udstyr til at overvåge internettet, der havnede i Iran.

Offentliggjort Sidst opdateret