Især bytning af julegaver har fyldt i genåbnede Magasin
Både Magasin, Bruuns Galleri og Bryggen melder om god stemning og travlhed ved storcentrenes genåbning onsdag.
Der har været gavebytning på dagsordenen onsdag, hvor Magasin-forretningerne har åbnet for kunder for første gang i fire måneder.
Det fortæller Frederik Nielsen, der er retaildirektør i Magasin.
- Det er gået over al forventning. Normalt er der ikke så stort kundeflow i april som ved de store julehandler, men fordi nogle nok har haft nogle julegaver liggende stadigvæk, har der været rigtig mange kunder i forhold til en normal april, siger han.
Trods et højt antal transaktioner har genåbningsdagen slet ikke været på niveau med juletiden, der normalt er utroligt travl for Magasin.
Og selv om indkøbene de seneste måneder i høj grad er foregået online, frygter Frederik Nielsen ikke for kundetilstrømningen.
- Jeg tror, at kunderne nok skal vende tilbage, så snart vi nærmer os normale hverdage igen, siger han.
Ingen af de syv Magasin-stormagasiner i landet har nået loftet for, hvor mange kunder der måtte være inde ad gangen.
Det blev heller ikke tilfældet i hverken Bryggen i Vejle eller Bruuns Galleri i Aarhus, fortæller centermanager Claus Brændgaard.
- Det ville være forkert at sige, at vi ikke gerne ville have haft endnu flere kunder, men vi synes, det har været fornuftigt.
- Der har været en god tilgang af kunder jævnt fordelt over dagen, siger han.
Det er ikke kun storcentre, der har fået lov at genåbne onsdag. Også restauranter og barer, dags- og seniorhøjskoler åbner, ligesom der igen kan komme et begrænset antal tilskuere på stadion til superligakampe.
Og indendørsidrætten for unge og ældre er genoptaget, og i Højbjerg Badmintonklub var det de 8-12-årige, som først fik lov at indtage hallen med ketsjere.
- Det er gået supergodt. De har været glade, og der har virkelig været gang i den. Fra jeg gik ind ad døren, har der været ild i øjnene, og de var klar til at give den gas, siger ungdomstræner Peter Lauritzen.
Han vurderer, at særligt det sociale samvær betyder meget.
- Og at vi kan hygge os med det, vi godt kan lide at lave. Det er at spille badminton, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker