ISS har fundet ny topchef: Forfremmer finansdirektør
ISS har fundet sig en ny topchef i egne rækker. Det bliver finansdirektøren Kasper Fangel, der sætter sig for bordenden i ledelsen fra 1. september. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kasper Fangel bliver fra 1. september ny administrerende direktør i ISS. Han afløser Jacob Aarup-Andersen.
Servicekoncernen ISS har fundet sin afløser for afgående topchef Jacob Aarup-Andersen, der skal være administrerende direktør i Carlsberg.
Afløseren er fundet i egne rækker, hvor finansdirektør Kasper Fangel forfremmes til ledelsens øverste post. Det oplyser ISS i en meddelelse torsdag.
ISS er en milliardforretning, der har hovedkvarter i Søborg, men tjener sine penge overalt i verden. Sidste år omsatte ISS for 76,5 milliarder kroner - størstedelen heraf i Europa - med et overskud på 2,1 milliarder kroner til følge.
Som servicekoncern står ISS for alt fra rengøring til vagtløsninger for virksomheder.
ISS er med 350.000 ansatte på globalt plan den danske virksomhed, der sender flest lønsedler ud.
Da store dele af verdens kontorer lukkede ned under coronapandemien, tog det hårdt på ISS. I 2020 tabte selskabet 5,2 milliarder kroner, og ISS trak sig ud af en række lande.
Det betød også en kraftig reduktion i antallet af ansatte på globalt plan. Fra udgange af 2019 til udgangen af 2020 faldt antallet af ansatte med næsten 100.000.
I september samme år overtog Jacob Aarup-Andersen posten som topchef fra Jeff Gravenhorst.
Da verden vendte tilbage til sin arbejdsplads fik ISS igen overskud på bundlinjen, og i 2021 steg ISS' aktiekurs med 19 procent.
I meddelelsen fra ISS fremhæver bestyrelsesformand Niels Smedegaard, at Kasper Fangel kender ISS indefra og derfor er godt rustet til at holde ISS på sin nuværende kurs:
- Hans fokus bliver at fortsætte eksekveringen af OneISS-strategien, som vil levere det bedst mulige resultat for alle vores interessenter, skriver Niels Smedegaard i meddelelsen.
ISS' nuværende strategi handler blandt andet om at fokusere på færre men større kontrakter, og i stedet frasælge eller de lukke aktiviteter, der er mindst lønsomme.
Kasper Fangel tiltræder som topchef 1. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned