Jernbaneforbund nægter samarbejde med DSB

Dansk Jernbaneforbund har opsagt alt samarbejde med jernbaneselskaberne DSB og DSBFirst. Det sker blandt andet i protest mod planlagte fyringer i det skandaleramte togselskab.

Det bekræfter formand for jernbaneforbundet Ulrik Salmonsen over for Ritzau.

- Vi har opsagt samarbejdet, fordi DSB ikke er troværdige. De er blandt andet kommet med trusler om fyringer. Og man skal leve op til aftaler, ellers kan man altså ikke samarbejde, siger han.

Ifølge en fortrolig orientering må ingen af Jernbaneforbundets tillidsvalgte i DSB nu indgå aftaler med ledelsen eller indtræde i nye arbejdsgrupper og projekter. Det skriver DR.

De tillidsvalgte skal forholde sig passivt på møder, og de må ikke deltage i debatter eller lignende, fremgår det af en fortrolig orientering.

Jernbaneforbundet opsagde samarbejdet i et brev stilet direkte til den konstituerede direktør i DSB, Klaus Pedersen, mandag.

Jernbaneforbundet er stærkt utilfreds med de mange opsigelser i DSBFirst og andre af DSB's selskaber i Sverige.

Forbundet mener også, at DSB ikke overholder overenskomsten for de ansatte i det nystartede DSB Vedligehold.

Dansk Jernbaneforbund har 5.500 medlemmer, hvoraf størstedelen arbejder for DSB og DSBFirst.

/ritzau/

Jernbaneforbundet har opsagt samarbejdet med DSB og DSBFirst blandt andet i protest mod fyringer.

Offentliggjort Sidst opdateret