Jesper Lok skifter DSB ud med Falck Emergency
Kravet til Jesper Lok i Falck Emergency lyder på en fordoblet omsætning i løbet af de næste ti år.
Tidligere administrerende direktør Jesper Lok skifter DSB ud med nyoprettet stilling som administrerende direktør for Falck Emergency. Opgaven lyder på bedre værdiskabelse og en fordobling af forretningen, skriver Berlingske Business.
Falck Emergency er verdens største internationale udbyder af ambulance- og brandslukningsservice, og den største af de fire divisioner i Falck Group.
Falck Emergency dækker 85 procent af den danske befolkning med ambulancekørsel og håndterer to tredjedele af kommunernes brandslukning.
Ifølge Berlingske Business har Jesper Lok sagt nej til flere internationale topposter, inden han skrev under hos Falck. Det vigtigste var at blive i Danmark og finde et job i en virksomhed, der gør en forskel.
Dermed er flere måneders gætteleg slut, efter at den afgående DSB-direktør i september meddelte, at han var på vej væk.
- Det var en kæmpe udfordring at genoprette DSB og få dem på et spor, der er mere bæredygtigt, siger Jesper Lok til avisen.
- Jeg tænder på de opgaver, jeg får, og da Allan (Søgaard Larsen, koncernchef i Falck Group, red.) kom til mig med den her fantastiske opgave om at løfte en otte milliarder stor forretning med et enormt potentiale i 30 lande, kunne jeg ikke sige nej.
Ifølge avisen står kravet til Jesper Lok samtidig lysende klart. Omsætningen skal fordobles i løbet de næste ti år, mens lønsomheden skal forbedres, lyder det fra Allan Søgaard Larsen.
Jesper Lok fratræder i DSB ved udgangen af november og tiltræder i Falck 1. januar. Afløseren i DSB bliver Flemming Jensen, der kommer til fra SAS. Hans tiltrædelsesdato er endnu ikke fastlagt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde