Hver gang en dansk virksomhed flytter ti job til udlandet, skaber den kun et herhjemme. For blot få år siden kom der seks job ud af det for ti job i udlandet.
Det er en af konklusionerne i en ny rapport om Danmark som produktionsland, som Copenhagen Economics har fremstillet til det store folkemøde på Bornholm.
Trods de ildevarslende signaler betyder det ikke nødvendigvis, at globaliseringen nu er blevet ensrettet jobtrafik ud af landet. Udviklingen kan være permanent eller midlertidig - og det sidste er det mest sandsynlige.
Det vurderer økonomiprofessor Per Kongshøj Madsen, der på Aalborg Universitet følger globaliseringen og arbejdsmarkedet.
Han hæfter sig ved, at man så sent som frem til 2006 fortsat fik seks job i Danmark, når der blev flyttet ti ud.
- Min umiddelbare fornemmelse er ikke, at der på fire år er sket en afgørende forandring, siger Per Kongshøj Madsen.
Han mener, at det er den økonomiske krise, der gør, at der for øjeblikket kun skabes få job i forhold til dem, der lægges ud til andre lande.
Dermed kan udviklingen senere vende til et mere normalt billede.
- Den direkte udflytning af job er kun toppen af et isbjerg. Der forsvinder hvert år måske 200.000 job herhjemme. Det siger noget om, hvor mange job der skal skabes hvert år, siger Per Kongshøj Madsen.
I industrien begræder man de høje omkostninger i Danmark. Per Kongshøj Madsen mener dog, at man især må fokusere på at skabe kvalificeret arbejdskraft - for eksempel ved at uddanne unge, der ikke får en tilstrækkelig uddannelse i dag.
I Ingeniørforeningen mener Morten Thiessen, formand for arbejdsmarkedsudvalget, at politikerne må indse, at der er behov for at bevare et stort antal timelønnede job i produktionen.
- Der skal være sammenhæng i kæden, hvis vi skal holde fast i et højt niveau for forskning, udvikling og innovation, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker