Den øgede jobusikkerhed i kølvandet på finanskrisen kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser for danskerne. Det vurderer flere stresseksperter.
I værste fald vil den økonomiske krise betyde, at flere danskere bliver stressede på grund af den øgede usikkerhed - men at de af frygt for at blive fyret ikke tør sige på arbejdspladsen, hvordan de i virkeligheden har det. Det mener overlæge Nanna Eller, Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus. Og det kan koste dyrt i forhold til folkesundheden, da stress blandt andet øger risikoen for at få en depression eller en blodprop i hjertet.
- Mange virksomheder har måske ganske enkelt ikke længere råd til at sende medarbejdere på eksempelvis stresshåndteringskurser, fordi pengene skal gå til at holde firmaet i gang. Og der vil være nogle virksomhedsledere, der vil blive stressede, fordi de gør alt, hvad de kan for at bevare arbejdspladserne. Det er en situation, hvor stress kan dukke op alle vegne - det kan næsten ikke undgås, siger Nanna Eller til Ritzau.
Også seniorforsker cand.psych. Reiner Rugulies, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, peger på, at jobusikkerhed er en væsentlig stressfaktor. Det bygger han på såvel international forskning som instituttets egne undersøgelse af omkring 4000 repræsentativt udvalgte danske lønmodtagere. De har med fem års mellemrum givet forskerne svar på sammenhængen mellem helbred og jobusikkerhed. De seneste svar er fra 2005 - altså under højkonjunkturen, men selv her var det tydeligt, at usikkerhed omkring jobsituationen giver en dårligere helbredsoplevelse.
- De mennesker, som selv vurderer, at deres helbred er dårligt, har rent faktisk en øget dødsrisiko, siger Reiner Rugulies. /ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde