Jobvækst i USA slår forventningerne med 275.000 ekstra beskæftigede
Det er blandt andet restauranter, sundhedsvæsnet, varehuse, transportsektoren og forvaltningerne, som har fået flere ansatte. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Økonomer forventede en jobvækst i februar på 200.000 i USA uden for landbruget.
Antallet af lønmodtagere på det amerikanske jobmarked uden for landbruget steg i februar med 275.000, fremgår det af en rapport fra USA's beskæftigelsesministerium.
Rapporten er offentliggjort på ministeriets hjemmeside fredag.
Dermed kan man notere en større jobvækst i USA end ventet.
Amerikanske økonomer forventede således ifølge Reuters en stigning på cirka 200.000 beskæftigede. Tallet kendes også som "kongetallet".
Estimaterne rangerede fra 125.000 til 286.000.
Stigningen i medarbejdere ses både inden for sundhedsvæsnet, forvaltning, på spisesteder og beværtninger, i socialsektoren, transportsektoren og i de amerikanske varehuse.
Økonomerne vurderede desuden, at andelen af arbejdsløse ville ligge på 3,7 procent, hvilket ville være uændret i forhold til måneden forinden.
Andelen af arbejdsløse blev dog lidt højere og endte i februar på 3,9 procent.
Ifølge cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri kan man i lyset af beskæftigelses- og arbejdsløshedstallene tale om både gode og dårlige nyheder på jobmarkedet på den anden side af Atlanten.
Man bør dog ikke lade sig skræmme af de stigende arbejdsløshedstal, mener cheføkonomen.
- Jobvæksten i februar var højere end ventet, men samtidig var der en stor nedjustering af jobvæksten i de foregående måneder. Ledigheden er også højere end ventet.
- Ledigheden i USA har holdt sig under fire procent i 25 måneder. Det er næsten 55 år siden, at amerikanerne sidst oplevede så lang en periode med så lav ledighed, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.
Stigningen i antallet af lønmodtagere var i februar mindre end den stigning, der i første omgang blev registreret for januar.
Tallet for jobvæksten i januar er dog blevet revideret med udgivelsen af fredagens rapport.
Her fremgår det, at arbejdsmarkedet i USA voksede med 229.000 beskæftigede i januar - og ikke med de 353.000 beskæftigede, som tidligere er registreret.
Det amerikanske jobtal har betydning for renterne i USA såvel som i Europa, og særligt i år er de amerikanske beskæftigelsestal blevet værd at holde øje med fra et dansk perspektiv.
Det påpeger Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker hos Danske Bank.
Han bemærker i en skriftlig udtalelse, at dagens jobtal vidner om et stærkt amerikansk arbejdsmarked.
- Set fra et dansk perspektiv er de amerikanske nøgletal blevet endnu mere interessante i år, end de plejer.
- Det skyldes, at de amerikanske rentebevægelser i høj grad har smittet af hen over Atlanten. Det er altså i høj grad den overraskende stærke amerikanske økonomi, som har trukket de danske renter højere i år, siger Bjørn Tangaa Sillemann.
Han forventer, at der vil ske en "afkøling af arbejdsmarkedet" i de kommende måneder, og at der i maj "bliver plads til den første af tre rentenedsættelser i år", som han formulerer det.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde