Jobvæksten stod i stampe i februar
Beskæftigelsen i byggebranchen steg med 0,5 procent i februar. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Den seneste måneds udvikling på det danske arbejdsmarked viser svaghedstegn, vurderer økonom.
For 70. måned i træk steg antallet af lønmodtagere i Danmark i februar, men fremgangen var i den beskedne afdeling.
Helt præcist kom 226 flere i job, og samlet var knap 2,78 millioner i beskæftigelse. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Udviklingen dækker blandt andet over, at der er kommet flere ansatte i byggebranchen og inden for ejendomshandel- og udlejning.
Til gengæld er antallet af job i transportbranchen dykket.
Samlet er der kommet omtrent 400 flere job i den private sektor, mens der er et dyk på 200 i den offentlige sektor.
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betegner cheføkonom Erik Bjørsted tallene som skuffende.
- Lønmodtagerbeskæftigelsen er kongetallet for dansk økonomi og den vigtigste vejrhane, når vi skal vurdere, hvad vej vinden blæser i dansk økonomi.
- Derfor har dagens tal også en kedelig signalværdi - specielt i en tid hvor nøgletallene fra udlandet viser svaghedstegn, og optimismen er faldende, skriver han i en kommentar.
Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at antallet af lønmodtagere et steget uafbrudt siden 2013.
Selv om det kun var en mindre stigning i februar, kalder han det for tidligt at betegne det som en opbremsning.
- Det er klart, at på lidt længere sigt risikerer vi også at blive ramt af den afmatning, der præger nøgletallene andre steder i Europa.
- Det har vi ind til videre undgået, men i længden er Danmark en del af europæisk økonomi.
- Men lavere vækst behøver ikke være en katastrofe, heller ikke for beskæftigelsen. Vi er godt rustede til at møde en eventuel afmatning denne gang, skriver Las Olsen i en kommentar.
Udviklingen i februar skal ifølge flere økonomer også ses i sammenhæng med, at der blev skabt 8570 job i januar.
Det var den største fremgang på én måned i mere end ti år.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker