Koncernchef Jørgen Lindegaard fratræder i rengøringskoncernen ISS den 31. marts. Han vil i stedet beskæftige sig med bestyrelsesarbejde og private aktiviteter, oplyser selskabet.
Den nu 61-årige Jørgen Lindegaard har i den forbindelse accepteret en invitation til at gå ind i selskabets bestyrelse.
Som ny koncernchef overtager 48-årige Jeff Gravenhorst, der hidtil har siddet med i koncernledelsen hos ISS.
ISS-formand Ole Andersen siger, at Jørgen Lindegaard siden sin tiltræden i august 2006 har haft stor succes med at forandre og udvikle ISS-organisationen.
- Desuden har Jørgen været med til at styre ISS gennem en vanskelig periode og forstærket koncernens fokus på operationel excellence, siger Ole Andersen.
Han henviser til Lindegaards arbejde med strategiplanen "The ISS Way".
Jørgen Lindegaard siger selv i en kommentar, at ISS er en fantastisk virksomhed, som han har været stolt af at stå i spidsen for.
- Jeg ser frem til fortsat at bidrage til værdiskabelsen i selskabet som bestyrelsesmedlem, siger Jørgen Lindegaard.
Jørgen Lindegaard var egentlig teledirektør med en årrække i Fyns Telefon og siden KTAS bag sig. Han kom siden til GN Store Nord-koncernen, hvor han var koncernchef fra 1997 til 2001.
Derfra gik turen til flyselskabet SAS, som Jørgen Lindegaard stod i spidsen for i årene 2001 til 2006 - en hård og turbulent tid i det kriseramte luftfartsselskab.
Den nye topchef Jeff Gravenhorst har været ansat i ISS siden 2002, siden oktober 2005 som medlem af koncerndirektionen.
ISS er en af verdens førende koncerner inden for serviceområdet med blandt rengøring som hovedområde. Selskabet beskæftiger mere end 485.000 ansatte i over 50 lande.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned