Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko
Jysk åbner sine første butikker på det amerikanske kontinent til april. (Arkivfoto). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til april.
Hos Jysk har man haft travlt med at gennemgå tusindvis af ansøgninger, som detailkæden har modtaget inden to butiksåbninger i Marokko.
Kæden har modtaget 5000 ansøgninger til i alt 50 stillinger. Det skriver Jysk i en pressemeddelelse torsdag morgen.
- Det er fantastisk, at vi har modtaget så mange ansøgninger allerede, siger Mikael Nielsen, der er retaildirektør og en del af koncernledelsen, i meddelelsen.
- Vi er meget stolte af interessen for at arbejde i Jysk - især i et marked, hvor vi endnu ikke er kendte.
Til en begyndelse vil Jysk åbne to butikker i kystbyen Casablanca, hvilket vil være de første af slagsen på det afrikanske kontinent.
Kæden har mere end 3400 butikker fordelt i 48 lande. I 28 af landene er butikkerne ejet og drevet af Jysk selv, mens der i de resterende lande er tale om såkaldte franchisebutikker.
Med en franchisebutik har ejeren betalt for at drive forretning under et etableret koncept.
I Marokko er 18 ud af de 50 stillinger blevet besat på nuværende tidspunkt. Jysk har hyret fem butikschefer, to til lageret og 11 administrative medarbejdere.
- Vores nye kolleger til butikkerne, lageret og i administrationen har allerede haft træning på enten hovedkontoret i Brabrand eller i nogle af vores andre Jysk-lande, siger Mikael Nielsen videre.
- Så de er helt klar til at åbne vores første butikker i Marokko.
Jysk hed oprindeligt Jysk Sengetøjslager, og den første butik åbnede på Silkeborgvej i Aarhus i 1979.
Kæden er stiftet af den nu afdøde Lars Larsen, der blev kendt for at optræde i tv-reklamer for butikskæden - altid med et godt tilbud på en dyne, en hovedpude eller et sæt sengetøj.
Kæden åbnede sin første butik i udlandet i 1984. Siden fulgte Island, Norge og Sverige og en lang række andre lande.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker