Jyske Bank fastholder de negative renter

Arkivfoto: Ingrid Riis

Det er ikke sikkert, at de negative renter forsvinder med de seneste rentestigninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Renterne stiger, men velhavende privatkunder er dog ikke sikre på at slippe for negative renter på indlån i flere danske banker.

Det skriver Børsen.

Jyske Bank var den første til at indføre minusrenter på de velhavende privatkunders opsparinger, senere fulgte flere banker trop. Begrundelsen skal findes i at bankerne selv måtte betale negative renter til Nationalbanken. Det er dog ikke sikkert, at de negative renter forsvinder med de seneste rentestigninger.

- Vi afventer og ser, hvordan konkurrencen udvikler sig, og tilpasser os. Hvis der er noget der er flygtigt i det her marked, så er det indlån, og derfor skal man være konkurrencedygtig i sine indlånssatser, siger Anders Dam, som er topchef i Jyske Bank, til avisen.

Samme udmelding kommer fra flere af de danske bankdirektører, som siger, at renten selvfølgelig vil tilpasse sig hvis både nationalbankens rente og den korte rente stiger.

Ifølge Børsen må de negative renter fastholdes lidt endnu, da det er dyrt at drive bankvirksomhed, og især indlånsvirksomhed, hvor der skal betales penge til Indskydergarantifonden og IT. De negative renter er derfor nødvendige for at tjene penge på indlån.


.\\˙ MarketWire