Jyske Bank og Nordea erkender fejl og undersøger gældsinddrivelse
Nordea har fundet 3500 sager, der skal undersøges videre for, om banken har opkrævet gæld, den ikke havde ret til. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nordea vil undersøge 3500 sager om gældsinddrivelse som følge af spørgsmål fra Finanstilsynet.
Efter at Danske Bank i september fik fire påbud og kritik fra Finanstilsynet for at have indkrævet for mange penge i gældsinddrivelse, må også Jyske Bank og Nordea erkende, at de har haft fejl i deres system og undersøge dele af deres gældsinddrivelse.
Det viser en aktindsigt i bankernes svar til Finanstilsynet på spørgsmål som følge af Danske Banks sag.
Adspurgt til sin gældsinddrivelse har Nordea svaret Finanstilsynet:
- Vores foreløbige gennemgang har identificeret nogle mindre porteføljer med mindre effektiv kontrol, og derfor kræver det yderligere undersøgelse at finde ud af, om nogle af vores kunder er blevet finansielt påvirket.
Banken skriver videre, at ud af 110.000 kunder er der tale om omkring 3500, hvor forholdene nu undersøges yderligere.
- Nordea forventer, at denne gennemgang er færdig 31. januar 2021 senest, skriver Nordea.
I redegørelsen lover Nordea at kompensere kunder, der måtte være udsat for en fejl.
Også hos Jyske Bank har man opdaget en række potentielle fejl i opkrævningen. Banken frygter blandt andet at have beregnet renters rente forkert.
- Vi er i gang med at undersøge problemstillingen nærmere. Hovedparten af de berørte sager er rettet, og resten forventes endeligt afklaret inden udgangen af året, skriver banken.
- Inddrivelsen af de potentielt relevante sager sættes i bero, indtil en afklaring foreligger.
De to andre fejl gælder indberetninger til skattevæsnet samt rykkergebyrer.
- Vi er netop blevet opmærksomme på, at vi i nogle sager kan have opkrævet rykkergebyrer, som kan være forældede.
- Det drejer sig om sager, hvor kunden har en konto, som kommer i overtræk. Inddækker kunden ikke overtrækket, fremsender vi rykkerskrivelse og opkræver kunden 100 kroner i rykkergebyrer.
- Dette rykkergebyrer hæver vi på kontoen.
Hvis en kunde opsiger sin konto i Jyske Bank, er der forskel på, hvornår forskellig gæld forældes.
Ifølge Jyske Bank har man føjet rykkergebyret til det, der kaldes hovedstolen. Hovedstolen forældes efter ti år, skriver Jyske Bank videre.
- Vi er i gang med at undersøge nærmere, om rykkergebyrer skal tages ud af hovedstolen, da rykkergebyrer forældes efter tre år, såfremt de ikke må være en del af hovedstolen.
Der er ikke umiddelbart angivet, i hvor mange sager det vil have konsekvenser for Jyske Bank, hvis det viser sig, at rykkergebyrer skal trækkes ud af hovedstolen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet