Det er et alt for drastisk skridt, når Jyske Bank gør kort proces og fyrer 150 medarbejdere nu og her. Det mener de bankansattes fagforening, Finansforbundet.
- Selvom Jyske Bank på linje med andre finansielle virksomheder mærker krisens efterdønninger, så er det efter min overbevisning i bund og grund en sund virksomhed.
Det siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet i en kommentar.
- Derfor er det sørgeligt, at banken vælger at afskedige medarbejdere, som kunne have bidraget til at få banken frem til bedre tider.
- Ikke mindst er det sørgeligt for de medarbejdere, der i dag har mistet deres job, tilføjer han.
Jyske Bank havde et overskud før skat på 318 millioner kroner i første halvår 2011.
Men banken skal alligevel spare omkring 250 stillinger væk inden udgangen af 2012.
Heraf må 150 medarbejdere altså forlade banken med det samme, mens resten af besparelserne ventes at kunne klares med naturlig afgang.
Finansforbundet roser trods alt den måde, banken har håndteret fyringerne.
- Virksomheden har tilbudt nogle rigtig gode vilkår for de medarbejdere, der er blevet fyret.
- Når det åbenbart ikke kunne være anderledes, så må jeg sige, at Jyske Bank har været ansvarlig, og det er vi meget tilfredse med, siger formanden.
Ifølge Finansforbundet har den finansielle sektor i Danmark tabt 4500 arbejdspladser, hvoraf de godt 3000 har været massefyringer.
Og det giver Finansforbundet nok at gøre med at hjælpe de fyrede videre - og tage hånd om de tilbageværende medarbejdere i bankerne.
- Det siger sig selv, at hvis man skærer så voldsomt i medarbejderstaben, så skal de resterende løbe endnu stærkere, siger Kent Petersen.
- Spørgsmålet er naturligvis, om det overhovedet er muligt, uden at det får konsekvenser for vores medlemmers helbred. Derfor holder vi nøje øje med blandt andet stressniveauet, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde