Landbrug & Fødevarer er tilfreds, efter at tysk højesteret nu har sendt sag om milliarderstatning tilbage til retten i Köln.
Slagsmålet om en mulig milliarderstatning til danske svineproducenter fortsætter i Tyskland. Den tyske højesteret har nemlig sået tvivl om erstatningen for, at tyskerne i 1990'erne forbød import af ikke-kastrerede danske hangrise. Danske svineproducenter har krævet erstatning, og sagen har været forbi EU's domstol i Luxembourg, og nu er den tilbage i det tyske retssystem.
Højesteret har omstødt dommen fra domstolen i Köln, hvor danske svineproducenter ellers fik medhold i, at forbuddet har kostet op mod 1,1 milliard kroner.
I erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer roser chefjurist Niels Juul afgørelsen. Han peger på, at en stor juridisk forhindring nu er fjernet. Højesteret har ifølge juristen bekræftet, at sagen ikke er forældet.
- Sagen er imidlertid langt fra er slut, så vi må fortsat væbne os med tålmodighed. Vi vil kæmpe for vores sag, men der kan gå lang tid, før vi har en afklaring på, om vi får erstatning og i givet fald hvor meget, siger han.
Højesteret henviser til, at de danske svineproducenter måske selv har opgivet det tyske marked i løbet af 1990'erne. Her har det været svært at sælge hangrise, fordi fem procent af svinekødet lugter under tilberedningen. Retten fastholder dog, at de tyske myndigheder har handlet i strid med de fælles EU-regler.
Importforbuddet er tidligere opgjort til at koste de danske svineproducenter 143 millioner euro (godt 1,1 milliarder kroner).
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker