Kapitalfond vil overtage Mols-Linien for halv milliard
Der er fremsat et købstilbud på samtlige aktier i færgerederiet Mols-Linien fra kapitalfonden Polaris.
Den danske kapitalfond Polaris fremsætter et købstilbud på alle aktier i færgerederiet Mols-Linien, der sejler på ruterne Odden-Ebeltoft og Odden-Aarhus.
Det oplyses fredag i en pressemeddelelse.
Polaris har allerede købt 29,95 procent af aktierne i færgerederiet Clipper Group, og fonden lancerer fredag et købstilbud på de resterende aktier.
Ifølge kapitalfonden har den modtaget "uigenkaldelige forhåndstilsagn" om at kunne købe yderligere 46,24 procent af aktierne i Mols-Linien fra Nykredit Bank, Finansiel Stabilitet og FS Finans III.
Kapitalfonden byder 34 kroner per aktie. Det svarer til en samlet købspris for Mols-Linien på cirka 482 millioner kroner.
- Sammen med ledelsen vil vi gøre Mols-Linien til et både stærkere og mere attraktivt alternativ til Storebæltsbroen, siger Jan Johan Kühl, partner i Polaris, i meddelelsen.
- Vi vil investere i Mols-Linien og støtte op om den gode udvikling ved blandt andet at styrke rutenettet, tilbyde nye services og forbedre de rejsendes oplevelse om bord.
- Mols-Linien får med os en dedikeret, langsigtet og kapitalstærk ejer. Vi vil skabe stabile rammer og videreudvikle Den Flydende Bro over Kattegat, fortsætter Jan Johan Kühl.
I meddelelsen oplyses det desuden, at Mols-Liniens bestyrelse er positivt indstillet over for købstilbuddet og agter at fremlægge sin redegørelse om købstilbuddet, når Polaris offentliggør sit tilbudsdokument.
Aktien i Mols-Linien stiger 6,2 procent til en kurs på 34,50 kroner efter købstilbuddet fredag eftermiddag.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker