Katastrofe lurer: Kan blive det værste, vi har oplevet
Spinatavler Christian Wibholm viser med hånden, hvor høj spinaten egentlig burde være på denne tid af sæsonen. Foto: Anne Katrine PetersenAnne Katrine Petersen
For frøproducenten Vikima Seed er de tørkeramte spinatmarker en katastrofe, der kan give en
økonomisk øretæve.
HOLEBY: Landbruget er lige nu hårdt ramt af tørken. En af de afgrøder, der tørster efter vand, er spinat. Flere spinatavlere ser ind i en katastrofal høst.
Også hos frøproducenten Vikima Seed, som opformerer spinatfrøene i samarbejde med avlerne og eksporterer frøene til mere end 60 lande over hele verden, er tørken en katastrofe.
- Det er meget alvorligt. Der er nogle ganske få avlere, som har mulighed for at vande, og de marker er selvfølgelig gode. Men gennemsnittet er dårlige marker. Vi regner lige nu ikke med mere end 50 procent i udbytte, siger Kim Nielsen, administrerende direktør for Vikima Seed.
Det er meget alvorligt.
Kim Nielsen, administrerende direktør for Vikima Seed
Kan blive endnu værre
Annonce
I 2018 var der også tørke, og der kom kun 40 procent af høsten af spinatfrø i hus. Hvis der ikke snart kommer regn, kan årets høst blive endnu værre.
Hvis der heller ikke kommer regn i den næste tid, hvad ser vi så ind i for spinathøsten?
- Så er der marker, der slet ikke bliver høstet. Der vil være marker, der vil give ekstremt dårlige udbytter. For spinatens vedkommende tør jeg ikke gætte på, om vi kan komme helt ned på 25 procents udbytte. Jeg ved det af gode grunde ikke, men hvis ikke vi får vand før høst, så bliver det katastrofalt. Det vil være det værste, vi har oplevet indtil nu, siger Kim Nielsen.
Vikima Seed
Vikima Seed A/S i Holeby producerer grøntsags-, have- og blomsterfrø til det professionelle marked.
Frøene opformeres i samarbejde med cirka 300 avlere hovedsageligt i det østlige Danmark. Der er dog også avlere i det sydlige Sverige og nordlige Tyskland.
I Holeby håndteres cirka 10.000 ton rene frø hvert år.
Virksomheden eksporterer frøene til 60-70 lande over hele verden.
En øretæve
Spinatfrø fylder 75 procent af forretningen hos Vikima Seed, der også producerer andre grøntsags-, have- og blomsterfrø til det professionelle marked.
- Det vil give os en økonomisk øretæve, og det vil betyde, at vi ikke vil være i stand til at levere det, vi har lovet kunderne. Vi har allerede overvejet, om vi skal ty til besparelser, men det har vi ikke besluttet endnu, siger Kim Nielsen, som dog pointerer, at han ikke vil fyre medarbejdere, da der vil være brug for dem de kommende år.
- Hvis ikke vi får vand før høst, så bliver det katastrofalt, siger Kim Nielsen, administrerende direktør for Vikima Seed i Holeby om årets spinathøst. Arkivfoto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Flere spinatmarker
Med en dårlig høst af spinatfrø i år er der nemlig allerede udsigt til, at produktionen skal øges i 2024.
- Kunderne vil bruge af deres eventuelle lagre, og det vil betyde, at ordrerne vil stige i 2024, så der vil blive behov for endnu flere landmænd i 2024, og der vil komme pres på priserne igen, siger Kim Nielsen.
Som forbruger har man derfor ikke udsigt til billigere spinat.
Annonce
- Vi er første led i fødekæden til grøntsagsproduktionen, og tørken har indflydelse på os alle som forbrugere, ligesom for andre afgrøder som byg, hvede og græsfrø, siger Kim Nielsen og fortsætter:
- Vi har i år den højeste afregning for spinatfrø nogensinde på grund af stigende omkostninger efter krigen i Ukraine til gødning, hjælpestoffer, gas og olie. Jeg kan godt forestille mig, at vi bliver nødt til at fastholde et højt prisniveau i 2024 på grund af dårlige udbytter i år for at kunne tilfredsstille landmændenes forventninger om indtjening, siger Kim Nielsen.