Kendt auto-virksomhed skifter ejer

- Jeg har prøvet at lave en god forretning med god service til min årgang. Det er lykkedes. Nu skal de unge have chancen for at gøre det på deres måde...

Sådan siger Niels Christian Kragh, ejer og drivkraft bag en af landsdelens markante autovirksomheder, AutoCentro A/S med afdelinger i Rødbyhavn og Nykøbing.

Fredag formiddag orienterede han de cirka 50 medarbejdere om, at ejerskabet af virksomheden - der egentlig hedder Rødbyhavn Auto- og Pladeværksted A/S - nu fuldt overgår til de nye ejere, som allerede har været "kørt i stilling" gennem nogle år.

Der er nemlig tale om et velforberedt generationsskifte: For nogle år siden overtog Ole Leth, Jimmy Nielsen, Palle Hansen, Thomas Petersen og Jacob Kruse 49 procent af ejerskabet. Nu ejer de firmaet 100 procent.
- Tidspunktet er det rigtige. Jeg har altid gerne villet sørge for generationsskiftet, mens virksomheden var i absolut fin form. Og det er tilfældet nu, konstaterer Niels Chr. Kragh - som samtidig eftertænksomt konstaterer, at man egentlig har haft fremgang stort set år for år.

Men selv om Niels Chr. Kragh - 53 år - nu giver plads til "de unge", så slipper han bestemt ikke helt rattet. Han fortsætter nemlig som administrerende direktør i selskabet minimum to år endnu.




Efter knap 30 år som ejer af en af landsdelens kendteste autovirksomheder sælger Niels Chr. Kragh sine Fiat/Alfa-forretninger.

Offentliggjort Sidst opdateret