Kendte håndboldspillere køber lokalt hotel: - Beliggenheden er helt perfekt

Morten Damgaard, medejer af MiMo Investment, har sammen med sin bror, Michael Damgaard , købt Hotel E4 med af penge fra investeringsselskabet Vextum. Foto: Business Lolland-Falster

Et lokalt brødrepar har købt et hotel på Lolland. Den ene af brødrene har både vundet VM- og OL-guld.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når du kører gennem Lolland på motorvejen på vej mod Rødby, kan du lige inden afkørslen til Holeby se ind på Hotel E4.

Et hotel, der for ganske nyligt har fået helt nye ejere.

Hvis man blot er en lille smule interesseret i håndbold, ringer efternavnet Damgaard nok en klokke. Michael Damgaard har med landsholdet både vundet VM- og OL-guld og spiller til daglig i den tyske klub SC Magdeburg. Hans bror, Morten Damgaard, var tidligere også håndboldspiller. Indtil for halvandet år siden spillede han i Sverige.

Og der er en særlig grund til, at karrieregennemgangen er relevant i denne sammenhæng.

Det er nemlig de to brødre, der har købt hotellet.

Det oplyser Business Lolland-Falster i en pressemeddelelse.

Ejer flere ejendomme på Lolland

Brødrene kommer selv fra en gård ved Rødby, så det er ikke helt tilfældigt, at de valgte at investere i netop det område.

Sammen har de investeringsfirmaet MiMo Investment, hvor Morten Damgaard tager sig af den daglige drift, og deres plan er at investere yderligere i netop den landsdel, de selv er rundet af.

Og det er ikke første gang, at de kaster penge ind i lokale projekter.

De to brødre har investeret i en række erhvervsejendomme på Lolland, tankstationer og to padelcentre ved Lalandia i Rødbyhavn og Billund.

Da muligheden for at købe hotellet opstod, sprang de til.

- Vi købte hotellet, fordi beliggenheden er helt perfekt i forhold til de planer, vi har for vores virksomhed, og hvordan vi har planlagt, at den skal udvikle sig. Det var en helt klar win-win for os, og samarbejdet med Vextum har været rigtig godt, siger Morten Damgaard fra MiMo Investment i pressemeddelelsen.

- Det er en god case

Det er ikke tilfældigt, at Morten Damgaard nævner investeringsselskabet Vextum. Det nyopstartede investeringsselskab har smidt penge i købet, og det er Vextums første investering.

Direktøren for Vextum, Steffen Lund, mener, at MiMo Investment og købet af Hotel E4 var et godt valg.

- Vi har valgt at investere i deres selskab og købet af Hotel E4. Det er en god case for os, fordi den opfylder begge formål med Vextum. Vi har gennem investeringen kunnet sikre, at hotellet blev på lokale hænder samt give Morten og Michael mulighed for at fortsætte den positive vækst og udvikling, de hidtil har haft i deres virksomhed. Investeringen vil også give et fint afkast, siger Steffen Lund, direktør for Vextum, i pressemeddelelsen.

Vextumss formål er at investere i lokale virksomheder og projekter, og det har lige nu seks nye investeringscases i støbeskeen, som det på sigt vil gå ud og finde yderligere investorer til.

Skal nok blive fyldt

Det bliver ikke et problem for brødreparret at fylde hotellet de første par år, da hotellet er lejet ud til Femern Link Contractors (FLC) i forbindelse med Femern-byggeriet.

De to brødre arbejder allerede nu på at renovere hotellet, så der kan komme seks nye værelser og nye kontorfaciliteter til brødreparret.

- Vi overtog hotellet for et par uger siden og er gået i gang med renoveringen. Der er store muligheder i stedet på grund af beliggenheden ved motorvejen og Femern Bælt-tunnelen, siger Morten Damgaard i pressemeddelelsen.