Kinas forgældede ejendomskæmpe taber 537 milliarder kroner på to år
Kinas ejendomssektor er stadig udfordret. Problemerne har blandt andet skyldtes et ønske fra den kinesiske regering om at få selskaberne til at optage mindre gæld. (Arkivfoto). Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
Forsinkede regnskabstal viser enorme tab hos kinesiske Evergrande i løbet af 2021 og 2022.
Kinesiske Evergrande, verdens mest forgældede ejendomsudvikler, tabte i alt omkring 537 milliarder kroner i 2021 og 2022.
Det viser forsinkede regnskabstal fra den kinesiske ejendomskæmpe fremlagt mandag.
I 2021 begyndte der for alvor at komme fokus på den enorme gæld hos Evergrande, som har haft store problemer med at gennemføre projekter og betale sine mange leverandører og kreditorer.
Kinas ejendomssektor har stadig særdeles store udfordringer, og Evergrande er blevet et billede på problemerne, der har resulteret i en stribe konkurser og ufærdige byggerier.
Evergrandes samlede gældsforpligtelser løb op i over 2200 milliarder kroner sidste år. Til sammenligning var Danmarks bruttonationalprodukt, bnp, cirka på 2800 milliarder kroner i 2022.
Selskabet kom i marts med en længe ventet plan om omstrukturering af den udenlandske gæld. Den proces søger selskabet nu opbakning til at fuldende.
Handlen med Evergrande-aktier har været indstillet siden marts sidste år.
Offentliggørelsen af resultaterne kan være et skridt på vejen mod en genoptagelse af handlen. Men Evergrande udtaler mandag, at handlen med selskabets aktier forbliver suspenderet.
Problemerne hos selskaberne i den kinesiske ejendomssektor opstod, blandt andet efter at Kinas regering satte ind for at få dem til at optage mindre gæld.
Selskaber med stor gæld på grund af heftig ekspansion begyndte derfor pludselig at kæmpe med at færdiggøre projekter og betale entreprenører samt kreditorer.
Evergrandes omsætning faldt med 55 procent over to år til omkring 212 milliarder danske kroner i 2022.
De store tab var på linje med analytikernes forventninger som følge af færre salgsaftaler.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned