Kinesere er ved at overtage dele af Saab

Den kriseramte bilproducent Saab kan være på vej til delvist at komme på kinesiske hænder.

Således skulle der ifølge to velunderrettede kilder være forhandlinger i gang mellem General Motors, der ejer Saab, og Kinas femtestørste bilproducent, BAIC. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forhandlingerne centrerer sig om en overtagelse af blandt andet værktøjer og teknologi, som knytter sig til varemærket Saab.

Ifølge kilderne tæt på forhandlingsforløbet har BAIC imidlertid gjort det klart, at man ikke agter at overtage produktionen af Saab, som finder sted i den svenske by Trollhättan.

/ritzau/Reuters

Kinesisk bilproducent forhandler med Saab-ejeren, General Motors, om at overtage dele af det svenske bilfirma. Kineserne ønsker ikke at varetage produktionen.

Offentliggjort Sidst opdateret