Kinesernes købelyst rammer 15-års lavpunkt
Det kinesiske detailsalg lå på et 15-års lavpunkt i november. Det skriver Reuters. (Arkivfoto) Foto: Stringer/China/Reuters
Stringer/China/Reuters
Kinas detailsalg stiger stadig i en takt, der vil være vild i vesten. Men for Kina er de seneste tal sløje.
Detailsalget - salget i butikker - steg med 8,1 procent i Kina i november sammenlignet med året før. Og mens en sådan stigningstakt ville være imponerende i Danmark, så er det et tegn på opbremsning i verdens folkerigeste land.
Faktisk er det den laveste stigningstakt siden maj 2003 ifølge Reuters.
- Kinesisk økonomi har været i en opbremsning det seneste år. Og det er delvist noget, de selv har skabt.
- De har ønsket at gøre økonomien mindre afhængig af ny gæld, som ellers har drevet den længe. Men nu har man indset, at man må gøre noget ved det, siger makroanalytiker hos Sydbank Kim Blindbæk.
Kampen mod stigende gæld har ikke mindst ramt skyggebanker, der er selskaber, der ikke er banker, men som låner ud. Deres vækst har været et stort tema for Kina de sidste mange år, da der har været frygt for en enorm, skjult gældsboble.
Nedslaget på gæld har ramt de kinesiske forbrugere. Ifølge Reuters startede opbremsningen allerede i maj, hvor salget af dyre varer som biler begyndte at falde. Bilsalget faldt i november med 10 procent - det største fald i 7 år.
Ud over egne stramninger har handelskonflikten med USA ramt den kinesiske industri og givet forbrugerne panderynker.
Mens en stigning i detailsalget på 8,1 procent kan virke stor, så lå stigningen i 2017 omkring 11 procent og op til finanskrisen på over 20.
- Det er bare en anden målestok, og efter kinesisk målestok er det noget, man bør holde øje med.
- Kinas økonomi har stået for omkring en tredjedel af det globale opsving de seneste år. Så det er klart, at når man begynder at se, at kinesisk økonomi bliver forkølet, så skal man blive bekymret for, om den globale økonomi er på vej ned i et lavere gear, siger Kim Blindbæk.
Kina har dog tidligere vist, at landets styre ikke er bange for at pumpe store mængder penge ud i økonomien for at holde væksten kørende. Det kan det gøre igen, siger makroanalytikeren.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde