Kinesisk hang til danske øl giver vokseværk hos Carlsberg
Carlsberg solgte øl og andre våde varer for 18,5 milliarder kroner i juli, august og september. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Carlsberg melder om fremgang i Kina, mens væksten på hjemmebanen i Europa står stille.
Stor fremgang i Asien har sikret fremgang til Carlsberg i tredje kvartal.
Bryggeriet solgte for 18,5 milliarder kroner i juli, august og september. Det er fem procent højere end samme periode året før.
Det viser Carlsbergs regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.
Bryggeriet fremhæver selv en god udvikling i Kina, Laos, Malaysia, Singapore og Vietnam.
I Kina er det blandt andet ølmærkerne Tuborg og 1664 Blanc, som har trukket salget op.
Til gengæld har salget i Indien været faldende - blandt andet på grund af stigende afgifter - mens Nepal har budt på tilbagegang.
- Især Asien fortsætter de gode resultater. Toplinjen i Vesteuropa var solid set i lyset af et svært sammenligningsgrundlag på grund af den meget tørre og varme sommer sidste år, siger topchef Cees t' Hart i en kommentar til regnskabet.
Carlsberg oplyser desuden, at det har købt den sidste bid af aktierne i bryggeriet Cambrew i Cambodja, som det i forvejen ejede 75 procent af året.
Mens Asien samlet set har budt på fremgang for Carlsberg i tredje kvartal, står væksten stille i Vesteuropa. Det er trukket ned af lande som Frankrig og Storbritannien.
Til gengæld melder Carlsberg om gode takter på hjemmebanen i Danmark og også højere salg i Schweiz, Polen, Serbien, Grækenland og Bulgarien.
Den mest negative del af regnskabet er i Østeuropa. Her må Carlsberg notere en negativ vækst.
Det forklares delvist med, at salget sidste år blev hjulpet af VM i fodbold i Rusland, at vejret i år har været køligere, og at der har været stor konkurrence blandt bryggerierne.
Regnskabet indeholder kun salgstal. Der er dermed ikke tal for Carlsbergs indtjening.
Carlsberg indikerede dog tidligere på ugen, at resultaterne har været bedre end ventet, da bryggeriet opjusterede forventningerne til, hvor mange penge det forventer at tjene i år.
Carlsberg forventer i år at tjene ti procent mere end i 2018, hvor bryggeriet fik et driftsoverskud på 9,3 milliarder kroner.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned