Simon Spang Nielsen får her overrakt årets lærlingepris af DI Lolland-Falsters formand Kim Frimann (th.). Guldborgsund-borgmester John Brædder ses til venstre. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Årets lærlingepris hos DI Lolland-Falster går til Simon Spang Nielsen.
Denny Michael JakobsenDennyMichael Jakobsen
OffentliggjortSidst opdateret
ERHVERV Nordic Sugar kan bryste sig af at have årets bedste lærling. DI Lolland-Falster overrakte tirsdag prisen som årets lærling til Simon Spang Nielsen, der har været klejnsmedlærling på sukkerfabrikken i Nykøbing.
- Du har formået at passe dit arbejde uden stort set at have en sygedag. Du har gennemført din lærlingeuddannelse med et rigtigt flot resultat, og det viser, at engagementet er der. Du vil være den bedste, og du er nu den bedste, sagde Guldborgsund-borgmester John Brædder til prismodtageren.
- Det er vigtigt, at man kan lide det, man uddanner sig til, for ellers kan man ikke gennemføre det. Det skal være sjovt at være lærling hver dag. Nogle dage kan chefen sikkert godt være irriterende, men de fleste dage skal være solskinsdage, fortsatte John Brædder.
Årets lærling Simon Spang Nielsen var ydmyg over for al den hæder, der pludselig faldt hans vej. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Et pragteksemplar
Selv var 23-årige Simon Spang Nielsen ydmyg over for hæderen og prisen, som blev overrakt i kantinen hos Nordic Sugar.
Annonce
- Jeg er da stolt over at være årets lærling. Det er da en god ting at have stående på sit cv, sagde Simon Spang Nielsen, som har været hos Nordic Sugar igennem nu fire år.
Hans daglige leder, teknisk servicechef Søren Faurskov, er også stolt over prisen.
- Det gør mig da stolt, og det viser, at det godt kan betale sig at tage lærlinge. Simon er et pragteksemplar på en lærling, men vi skal også kunne arbejde med dem, der ikke er det, og jeg er ligeså stolt, når de kommer igennem, fortæller Søren Faurskov til Folketidende.
Kan videreuddanne sig
Simon Spang Nielsen er nu blevet fastansat på Nordic Sugar. Han tog først en htx og læste til klejnsmed på EUC Sjælland i Næstved mellem lærlingeopholdene hos Nordic Sugar.
- En htx i bagagen giver dig mulighed for at videreuddanne dig som maskinmester eller ingeniør. Hvis du skulle stræbe efter det, bliver du en af de bedste ingeniører, for du har det praktiske håndværk med dig. Det er netop derfor, det er vigtigt, at der er mange, der tager en praktisk uddannelse, så vi ikke kun har akademikere, der ikke ved, hvad der sker nede på gulvet, sagde John Brædder.
- Det er rigtig fint, at mange unge gerne vil på gymnasiet, men det behøver ikke at være alle. Der er rigtig mange mennesker, der kunne tage den vej, som Simon har gjort. Og så er fordelen jo, at når man er 23 år og har fået et fast job, så har du allerede en god lønindkomst, så villa, vovse og Volvo er ikke så langt væk for en 23-årig i forhold til en, der tager en lang akademisk uddannelse og først er færdig som 30-årig, fortsatte borgmesteren.
DI Lolland-Falster uddeler hvert år lærlingeprisen til en elev ud fra de tre kriterier; kammeratskab, faglighed og det sociale.
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland