Knap to millioner SAS-passagerer i august
Efter pilotstrejken har SAS haft langt flere fly på vingerne i august, og det kan ses på passagertallene. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
SAS-passagerer vendte tilbage efter pilotstrejken i juli. Ligger også over niveau fra august sidste år.
Det kunne næsten ikke gå værre end i strejkemåneden juli, og der er da også klar fremgang at spore i trafiktallene for SAS, der er offentliggjort onsdag.
Det dansk-svenske luftfartsselskab transporterede i august måned sammenlagt 1,85 millioner passagerer.
Der er tale om en fremgang på mere end en halv million passagerer - svarende til 40 procent - i forhold til juli måned.
Tallet er på niveau med passagerantallet i juni.
Sammenligner man med august måned sidste år - hvor coronarestriktioner lagde en dæmper på flytrafikken - er der tale om en forbedring på 70 procent.
En af årsagerne til passagervæksten er naturligvis, at der blev gennemført flere flyafgange.
I forhold til juli måned blev kapaciteten således øget med 38 procent, og flyene var i gennemsnit 79 procent fyldt.
Pilotstrejken i juli måned varede 15 dage, medførte 4000 aflyste afgange og ramte omkring 380.000 passagerer.
Det er uklart, hvor meget den præcis har kostet SAS, men selskabet kom ud af tredje kvartal af det forskudte regnskabsår med et minus på 1,8 milliarder svenske kroner.
Selskabet er i gang med en redningsplan, der skal skaffe ny kapital til selskabet og sikre den fremtidige drift.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker