Københavns Lufthavn er på vej tilbage til normalen

Sådan så der ud i Københavns Lufthavn i maj 2020, efter at coronarestriktioner lukkede ned for store dele af flytrafikken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Københavns Lufthavn er små fire millioner passagerer fra at tangere passagerrekorden fra 2018.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Lufthavn var formentlig et af de steder i Danmark, hvor coronanedlukningerne gjorde allermest ondt.

Men tirsdagens kvartalsregnskab fra lufthavnsselskabet viser, at passagertallet i Kastrup er tæt på at være tilbage ved normalen.

Ledelsen forventer nu, at 26,5 millioner passager vil have benyttet lufthavnen, når året går på hæld, og det er kun knap fire millioner færre end i rekordåret 2018.

– Man kan sige, at vi er tættere end længe på at have en normal lufthavnsdrift. Og inden for de næste par år regner vi med at passere niveauet før corona, og det glæder vi os helt sikkert over, siger konstitueret administrerende direktør Christian Poulsen.

Han peger særligt på to faktorer, der kan løfte driften det sidste stykke på vejen mod et nyt rekordår.

– SAS er vores største kunde med cirka en tredjedel af trafikken, så når det går godt for dem, går det godt for lufthavnen.

– Derfor er vi selvfølgelig glade for, at der er kommet afklaring om den fremtidige ejerstruktur, og at det ser ud til at være et stærkt setup.

– Og vi har også noteret os, at SAS' administrerende direktør har været ude i flere medier og sige, at SAS med den nye ejerkreds vil vokse i Københavns Lufthavn, siger Christian Poulsen.

Men også en tilbagevenden af de asiatiske passagerer, der fortsat er tilbageholdende med at rejse ud, vil bidrage væsentligt til driften og jagten på rekorden.

– Generelt er rejselysten blandt de fritidsrejsende stor, og trafikken til og fra både Europa og USA er rigtig god. Men vi kan også se at vi mangler lidt mere fra Asien. Det handler også om, at krigen i Ukraine gør flyvningerne mere besværlige, siger Christian Poulsen.

Han har netop indgået en ny prisaftale for de kommende fire år. Den hæver taksterne for, hvad flyselskaberne betaler for at benytte lufthavnen.

Prisstigningerne er nødvendige, hvis lufthavnen, der måtte optage milliardlån under coronanedlukningerne, skal kunne investere i fremtiden.

– Den vækst, som vi kan skabe i Danmark, kræver at vi tjener penge, så vi også har råd til at investere i lufthavnen. Den nye takstaftale sikrer, at vi kan kigge ind i fremtiden, siger Christian Poulsen.

Københavns Lufthavn er netop nu i gang med en fem milliarder stor ombygning af terminalområdet mellem gate B og C.

Når byggeriet efter planen står færdigt i løbet af 2027, bliver der mere plads til blandt andet bagageudlevering, paskontrol og shoppingområder.

/ritzau/