Balladen om kødklisteret er slut.
Et flertal blandt EU-Parlamentets 736 medlemmer blokerer afgørende for, at enzymet thrombin, der kan "klistre" mindre kødstykker sammen til nye, større stykker, kan bruges i EU-mad.
- Det var på et hængende hår, vi vandt kampen, siger Socialdemokraternes Dan Jørgensen, der i parlamentets miljøudvalg har kæmpet mod thrombinen.
Afstemningen blev afgjort med blot to stemmers flertal.
Det har været en turbulent tid for det lille enzym. Først skabte det megen røre, da en ekspertkomité under EU's fødevareministre stod til at sige god for, at thrombin kunne bruges i mad.
Balladen om "kødklisteret", som det hurtigt blev døbt, tvang efterfølgende den danske regering til at stemme imod en tilladelse. Men lige meget hjalp det, og med Danmark som den ene ud af blot to nej-stemmer blev thrombin godkendt.
Og dog.
Efter Lissabontraktatens indførelse kan de folkevalgte i EU-Parlamentet blokere den slags beslutninger, og det satte EU-Parlamentets miljøudvalg sig for at gøre.
En beslutning, der onsdag er blevet gentaget af et flertal blandt EU-Parlamentets 736 medlemmer på et møde i Strasbourg. Dermed er afgørelsen endelig.
Eksperter har undret sig over debatten, der har været præget af følelsesladede ord som "ulækkert" og principielle holdninger. Ifølge Anders Karlsson, der er professor i kødvidenskab ved Københavns Universitet, skaber thrombin hverken problemer for hygiejnen eller sundheden, som det ellers har forlydt.
- Hvis man holder styr på sin produktion, og den er ren og godkendt, så kan man ikke blive syg, bare fordi de bruger thrombin, siger Anders Karlsson, der sammenligner thrombinbehandlet kød med hakkekød.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde