Det kan godt betale sig at være chef i det kommunale system. Eksempelvis har kommunaldirektører de seneste 10 år i snit fået en lønstigning svarende til 12,6 procent hvert år. Det viser tal fra kommunernes lønstatistik, skriver Avisen.dk.
Ser man på lønningerne hos pædagoger og plejepersonale, ligger de et godt stykke under deres chefer. De har i samme periode måttet nøjes med en årlig lønstigning på 4,8 procent.
- Kommunerne har fået et mere individuelt lønsystem med mere løn til personlig forhandling. Det spil har topcheferne lettere ved at klare sig i, siger kommunalforsker Roger Buch fra Journalisthøjskolen.
Ifølge kommunalforskeren skyldes den ulige lønstigning også, at cheferne har fået mere ansvar efter kommunesammenlægningerne. Samtidig er mange ansat på femårige kontrakter. Og det har kommunerne måttet betale ekstra for.
Dennis Kristensen, formand for FOA, mener, det er deprimerende, at kommunerne omfordeler til dem, der i forvejen er bedst lønnede.
- Det er ikke chefer, som er svære at skaffe, men basispersonale, der bliver brug for at tiltrække, siger han til Avisen.dk.
Formanden for Lønudvalget i KL, Michael Ziegler (K), mener, at lønforskellene er nødvendige:
- Det siger sig selv, at jo større kommunerne er, jo større ansvar ligger der i jobbet som kommunaldirektør og forvaltningschefer. Det skal aflønnes, ellers får vi ikke de rigtige til posterne, siger han.
Ifølge lønstatistikken har kommunaldirektørerne fået 60.000 kroner mere om måneden i løbet af de seneste 10 år. For en dagplejer er tallet 7387 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde