Kompromis i FH-top skal straks i gang med svære trepartsforhandlinger

Et flertal blandt de delegerede i FH har på forhånd tilkendegivet, at de støtter Morten Skov Christiansen som ny formand. Også FOA-formand Mona Striib. - Et kampvalg skader aldrig. Det havde været fint. Men Morten har jo været stedfortrædende formand, så det er altså ikke så unaturligt, at det er ham, man peger på, siger hun om valget. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trepartsforhandlinger, intern splid og oprydning bliver de centrale opgaver for ny FH-formand. Ny top-konstellation tyder på et kompromis aftalt i kulissen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der venter en ilddåb lige rundt om hjørnet for den nytiltrådte formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), når kronen bliver sat på efter valget torsdag.

Trepartsforhandlinger og et "ægteskab" mellem det private og offentlige i den danske fagbevægelse kan blive kimen til konflikt, hvis ikke formanden formår at slå igennem og skabe forsoning, lyder vurderingen fra flere fagfolk.

- En FH-formand har en kæmpe opgave i at prøve at holde sammen på tropperne internt i FH, hvor der er store spændinger, vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.

Trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter og regeringen vil særligt centrere sig om rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor, hvor også ekstra lønkroner skal på bordet.

Særligt her vurderer Laust Høgedahl, at linjerne bliver trukket op internt.

Forbund som 3F og Dansk Metal, der er stærke på det private arbejdsmarked, mener helt bestemt ikke, at politikerne skal blande sig i løn på det danske arbejdsmarked.

Modsat ser offentlige grupper, som står over for et lønløft - som eksempelvis sygeplejersker og pædagoger, mere positivt på forhandlingerne.

- Det er ekstraordinært, at FH skifter formand på et tidspunkt, hvor man ser ind i de her meget vanskelige trepartsforhandlinger. De er jo faktisk blevet forsinket ad flere omgange, senest fordi man har ventet på dette formandsvalg, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Også arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet ser samling som en toneangivende opgave for en ny formand.

- Formanden skal kunne skabe et fælles fodslag hele tiden i sin egen organisation, så man kan sende nogle klare meldinger og sidde tungt i sadlen, når man mødes med politikerne. Der skal man hele tiden have opbakning og konsensus i sit bagland, siger hun.

Først torsdag bliver det officielt, hvem den nye formand for FH bliver efter Lizette Risgaards afgang. Men meget er allerede klappet af og aftalt i kulisserne.

Der tegner sig et billede af et yderst udramatisk valg, hvor det formentlig bliver fungerende formand i FH og tidligere Dansk Metal-næstformand Morten Skov Christiansen, der skal samle tropperne som ny formand.

Derudover har 3F indstillet Flemming Grønsund, der lige nu er forhandlingssekretær i 3F's grønne gruppe, som ny næstformand i FH, såfremt Morten Skov Christiansen løber med topposten.

- Det har helt sikkert været 3F's pris for at gå ud og støtte Morten Skov Christiansen. Der har foregået et stort spil i kulisserne, hvor man har siddet og regnet på, om man kunne opstille en troværdig kandidat mod Morten Skov Christiansen, siger Laust Høgedahl.

Han peger på, at det er blevet handlet af i korridorerne og ikke i en offentlig valgkamp.

Sammenspillet mellem de to kan vise sig at være den helt rette opskrift, lyder det fra arbejdsmarkedsforskeren.

Morten Skov Christiansen har sine styrker i at komme fra et privat forbund - Dansk Metal - men samtidig være "vokset op" i organisationssystemet, så han har gode relationer på tværs af forbund.

Her kan Flemming Grønsund udfylde nogle af de huller, som Skov Christiansen har, med en stærk arbejdsretlig profil, som virkelig kender alle krogene i overenskomstsystemet.

Mona Striib, der er formand i FOA, har officielt meddelt sin støtte til Morten Skov Christiansen.

- Han er i stand til at favne bredt og både repræsentere det private og det offentlige område. Kort sagt at skabe samling mellem organisationerne, og det har vi i høj grad brug for, siger hun.

Hun forventer også, at der venter et stort arbejde for den nyvalgte formand fra dag et med trepartsforhandlingerne.

- Vi har en forventning om, at i samme øjeblik vi har valgt en FH-formand, så inviterer regeringen til den første rammedrøftelse, og så bliver det et intenst forhandlingsforløb, så vi får det afsluttet i god tid, inden vi skal om bord i overenskomstforhandlingerne.

/ritzau/

Kun en kandidat til formandspost i FH

* Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) skal vælge ny formand på en ekstraordinær kongres 7. september.

* Formandsvalget afgøres af 400 delegerede i FH. Pladserne som delegerede er fordelt til de 65 medlemsforbund efter størrelse.

* Næstformand og fungerende formand Morten Skov Christiansen er eneste kandidat til posten.

* Helt frem til kongressen kan eventuelle formandskandidater melde sig, men et flertal blandt de delegerede har på forhånd tilkendegivet, at de støtter Morten Skov Christiansen.

* Formandsvalget sker, efter at den daværende FH-formand, Lizette Risgaard, trak sig 30. april efter anklager om upassende berøringer, som flere mænd fortalte om i Ekstra Bladet og Berlingske.

* FH’s næste ordinære kongres finder sted i efteråret 2026.

Kilder: FH og Ritzau.

/ritzau/

Milliarder skal fordeles til udvalgte grupper

* Trepartsforhandlinger sker mellem tre parter: regeringen og repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere.

* Løn og arbejdsvilkår er normalt op til arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisationer at forhandle sig frem til.

* Men regeringen har lagt op til trepartsforhandlinger i efteråret. Det skal være med til at løse rekrutteringsproblemer i den offentlige sektor - eksempelvis blandt sosu'er, pædagoger og sygeplejersker - ved blandt andet at give dem mere i løn.

* Regeringen har til formålet afsat en ekstraordinær ramme på en milliard kroner i 2024 stigende til tre milliarder kroner i 2030.

* Trepartsforhandlingerne skal være afsluttet, inden arbejdsgivere og lønmodtagere i det offentlige - kommuner, regioner og stat - skal forhandle nye overenskomster på plads.

* Overenskomstforhandlingerne går for alvor i gang omkring midten af december, når parterne udveksler krav.

* Regeringen kan endnu ikke oplyse, hvornår trepartsforhandlingerne indledes.

Kilder: Finansministeriet, Ritzau og regeringsgrundlaget.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu