Konkurrencer på nettet kan virke fristende. Men ofte bliver "belønningen" ikke de store præmier, men snarere en endeløs række af reklamemails. Det er indtrykket efter en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Embedsmænd i styrelsen har hygget sig nogle dage med at surfe på nettet og melde sig til diverse konkurrencer, i alt 200. I løbet af otte uger endte man med at vinde tre dvd'er. Samtidig fik man 38 telefonopkald og 3000 mails.
- Undersøgelsen bekræfter, at mange konkurrencer på nettet udnytter folks lyst til at spille, og at deltagelse hovedsagelig resulterer i rigtig mange uønskede mails og meget få gevinster, siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
En undersøgelse blandt forbrugere viser, at halvdelen mener at blive kontaktet, uden at de har givet deres accept til de nethandlende. Mange har desuden svært ved at få frameldt henvendelserne igen.
Især konkurrencer med omfattende spørgeskemaundersøgelser synes at være på kant med markedsføringsloven. De ligger ofte på egentlige konkurrenceportaler. I konkurrencer på nyheds- og shoppingsider fik styrelsens ansatte tre dvd'er og blot 55 ud af de 3000 mails.
Forbrugerombudsmanden gør nu klar til at gribe ind, så man kan få formindsket omfanget af reklamemails. Han vil således have navne på de selskaber, der er med i undersøgelsen.
Han understreger, at det skal være klart for forbrugerne, om de siger ja til at modtage markedsføring i forbindelse med en konkurrence.
- Hvis samtykket ikke lever op til lovens krav, kan en efterfølgende henvendelse være i strid med markedsføringsloven eller forbrugeraftaleloven. Det kan straffes med bøde, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde