Djøf Privat og Dansk Erhverv kritiserer Dansk Folkepartis forslag om at lukke Green Card-ordningen.
- Det er ikke kun absurd at ville begrænse antallet af kloge hoveder på grund af administrative problemer. Det er også meget kortsigtet, siger markedschef Jannik Schack Linnemann fra Dansk Erhverv.
Formand for Djøf Privat, Allan Luplau, er enig:
- Hvis sagsbehandlingen tager for lang tid, må området tilføres flere ressourcer, mener han.
Men det handler ikke kun om at mindske en voksende arbejdsbyrde hos udlændingeservice, pointerer Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup.
- Vi har ikke fået andet ud af ordningen end en stor bunke ansøgninger fra personer, der ikke vil kunne få arbejde i Danmark, oplyser Skaarup.
Han havde onsdag et møde med integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk (V), og det skal nu undersøges, hvorvidt Green Card-ordningen har resulteret i én eneste success-historie.
- Hvis vi ikke kan finde det, så synes DF, at ordningen skal suspenderes, understreger Skaarup.
Han peger også på, at Green Card-ordningen bliver misbrugt.
- Vi har set annoncer i flere indiske og pakistanske aviser fra agentbureauer, som tilbyder at lave ansøgninger for folk, der vil til Danmark på Green Card-ordningen, fortæller han.
Green Card-ordningen er fra februar 2008, hvor ledigheden i Danmark var lav. Ordningen var en del af en større jobplan, hvor veluddannede udlændinge kan ansøge om at komme til Danmark for at søge arbejde, uden at have fået et konkret jobtilbud.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker