Kræftens Bekæmpelses firmapension er investeret i tobak
I årevis har Kræftens Bekæmpelse via pensionsordning i PFA investeret penge i tobaksselskaber, skriver Finans.
På trods af, at tobak er beviseligt kræftfremkaldende, har Kræftens Bekæmpelse i årevis indirekte investeret penge i nogle af verdens største producenter af cigaretter.
Det skriver Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie Finans.
Ifølge mediet er investeringerne sket gennem den firmaordning til pension gennem PFA, som medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse bruger.
- Det er én af de situationer, hvor man som arbejdsgiver og organisation sidder fortvivlet tilbage, for vi ønsker ikke, at vores medarbejderes opsparing skal placeres i tobaksaktier, siger direktør for Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.
Ifølge sin såkaldte aktieliste havde PFA ved årets start aktier investeret 310 millioner kroner i British American Tobacco, 70 millioner kroner i Japan Tobacco, 66 millioner kroner i Philip Morris og 60 millioner kroner i Imperial Tobacco.
Kræftens Bekæmpelse vil ifølge sin direktør nu forsøge at få PFA til at sælge aktierne i tobaksindustrien eller lave en særordning for medarbejderne, så deres penge ikke bliver brugt til investeringer i tobak.
- Vi har valgt at lægge vores etik samme sted som den etik, det danske samfund som helhed står for. Derfor ekskluderer vi ikke systematisk investeringer i legale produkter som for eksempelvis tobak, siger kommunikationsdirektør i PFA Mikkel Friis-Thomsen til Finans.
Han vil ikke kommentere på konkrete sager over for Finans men indikerer, at det kan blive svært at lave en særaftale.
- Derfor kan vi desværre ikke imødekomme enkelte kunders specifikke investeringsønsker, med mindre de vælger selv at administrere deres investeringer, siger han til mediet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde