Krise: Skruer op for salgsindsats og erobrer markedsandele

- Markedet er da kølet lidt ned. Men det giver også masser af muligheder. Helt overordnet er det uhyre vigtigt, at vi i en virksomhed som vores kigger på markedsandele - ikke på omsætning.

Sådan lyder det fra Kristian Løftgaard, der sammen med broderen Henrik Løftgaard udgør direktionen i KJ Værktøj a/s, der er en af landets største leverandører af værktøj, maskiner, tekniske artikler med mere.

KJ Værktøj har seks afdelinger spredt over landet - og hovedafdeling i Nykøbing, hvor koncernen også har sin oprindelse. Den positive melding fra direktionen kommer efter et år (regnskab afsluttet til september 08), som var det klart bedste nogensinde for KJ Værktøj a/s, der ellers i forvejen har brilleret med fornemme vækstrater gennem en årrække.
Regnskabet 07-08 endte med et plus på godt 13,5 millioner kroner før skat.

Dermed blev det altså virksomhedens bedste år nogensinde, både hvad angår indtjening og omsætning. Men lige nu er det ikke den øjeblikkelige omsætning, der er i fokus. Og det gode humør i virksomheden er heller ikke alene baseret på den solide indtjening.

Det er faktisk den ellers noget afventende og måske endda lidt dystre markedssituation lige nu, der giver anledning til optimismen.
- Som sagt har der været nogen nedkøling - siden oktober cirka. Men for os giver det muligheder på flere fronter: For det første giver det anledning til at kigge nærmere på den måde, vi driver virksomheden på. Er der nogle områder og forretningsgange, som kan trimmes? Den slags glemmer man somme tider, når speederen bare er i bund med fuld fart frem. Nu har vi muligheden, siger Kristian Løftgaard. Det skal understreges, at trimningen og granskningen af omkostningerne ikke har betydet indskrænkninger i personale. Koncernen beskæftiger i alt cirka 70 medarbejdere.




KJ Værktøj a/s har haft et fremragende år - og redskaberne ligger klar til store forretningsmuligheder i den øjeblikkelige "nedkøling".

Offentliggjort Sidst opdateret