Krisen kradser i Europa: 253.000 blev ledige i maj
Ledigheden er steget under coronakrisen i EU, men der er langt op til niveauet i årene under finanskrisen.
Tusindvis af europæere har mistet jobbet i starten af coronaudbruddet, og udviklingen fortsatte i maj.
Ledigheden i EU steg i maj med 253.000 personer fra april.
Det viser tal fra Eurostat, der er EU's svar på Danmarks Statistik. Arbejdsløsheden er steget til 6,7 procent fra 6,6 procent.
Ledigheden i Danmark er opgjort til fem procent og under EU-gennemsnittet.
Værst ser det ud i lande som Spanien, Grækenland og Cypern. Arbejdsløsheden er lavest i Tjekkiet, Polen og Holland.
Selv om ledigheden er steget de seneste måneder, er der dog langt op til årene under finanskrisen i 2012 og 2013. Dengang gik mere end 11 procent uden job i EU-landene.
Det spiller ind, at mange lande har vedtaget hjælpepakker for at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser, der har været ramt af coronaudbruddet og nedlukningen.
- Den forholdsvis stabile udvikling i ledigheden mindsker risikoen for, at den europæiske økonomi her på den korte bane blive skubbet ud i en negativ økonomisk spiral med stigende ledighed og faldende efterspørgsel, siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.
- Når det er sagt, så skjuler dagens ledighedstal desværre også viruskrisens fulde styrke.
- Det bliver derfor også en sand gyser at følge udviklingen i ledigheden i EU, i takt med at hjælpepakkerne generelt udfases, siger han i en kommentar.
Samlet er 14,4 millioner EU-borgere uden job i øjeblikket.
I Eurostats termer er man arbejdsløs, hvis man er uden job og klar til at tage et nyt inden for to uger. Samtidig skal man have været aktivt jobsøgende i løbet af den seneste måned.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker